lørdag den 29. maj 2021

Lad nu særligt sensitive børn være langsomme i fred. Det giver mest trivsel og glæde

 



ORKIDEBØRN.DK

© Ulla Jensen



Særligt sensitive børn.

Det har fået en negativ klang over sig. Fordomme. Særligt sensitive... Sarte ... Tænker nogen, især fagpersoner. De skal bare gøres mere robuste mener nogen. Helst når moderen er udenfor rækkevidde, for hun vil jo blot "pyldre" og skåne sit barn, hvis hun får lov.

Hvorfor skal sensitive børn ikke rummes som dem de er? Hvorfor skal de presses? Det gør man ikke med andre børn. Hvorfor denne forskelsbehandling?

Hvori ligger menneskeligheden, når nogen presser andre mennesker ud over kanten?

Børn er forskellige. Alle er forskellige. Vi skal mødes ordentligt ude i samfundet, også selvom indtryk fylder mere - eller meget mere end hos den almindelige befolkning.

Fordi et barn såres lettere. Har lettere til tåre. Udtrættes hurtigere eller er langsommere end de andre børn, så er det ikke en fribillet hverken hos lærere, pædagoger, naboer, familiemedlemmer eller vedkommende i supermarkedet, til at kommentere, nedgøre barnet, skabe pinagtige situationer eller udskældte barnet eller forældrene. Hvad bilder folk sig ind efterhånden? Pas jeres egen biks!

Sensitive børn er bestemt ikke sarte. De tager bare alle indtryk dybere ind, også de dumme kommentarer de får rundt omkring. Selvfølgelig beskytter deres mor dem. Ligesom andre mødre beskytter deres børn. 

Kan vi snart få kammertonen og noget pli tilbage?

Er det ikke dit barn, så bland dig udenom. Så enkelt er det.

Særligt sensitive børn har alle antennerne ude. HELE TIDEN. De kan ikke slukke for dem. De mærker også din irritation.

De har brug for pauser, for ikke nok med at de i forvejen udtrættes hurtigere end andre børn, så står de altså også model til en masse løftede øjenbryn, sladder i krogene, kommentar om dem og deres følsomme side. Til vurdering konstant.

Ville du selv bryde dig om den form for indblanding i dit og dit barns liv?

Lad nu de følsomme børn være følsomme, langsomme, empatiske, fordybende, kærlige, detaljerede, kreative, omsorgsfulde og meget mere i fred og ro. Jo mere fred og god tid, des stærkere voksne vil de blive. De skal nok indhente det. De gør bare mere ud af det hele, og er ikke så overfladiske, som mange andre er. Se i stedet på de mange positive sider af det sensitive barn, - for på positiv siden er der flere goder end man ser hos børn generelt.






Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...