lørdag den 8. september 2018

Big Brother eyes, når helt ind i de små trygge hjem, som en bulldozer

© Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK







Da jeg startede orkidebørn for mange år siden, var det fordi jeg mødte modstand, bedre vidende, nedladende fagpersoner. Jeg stod en dag og tænkte, hvad pokker stiller jeg dog op for, at de begynder at lytte til det jeg siger, og dermed begynder at behandle mit barn pænt og anerkendende. Jeg opgav tanken om, at det ville lykkes til møder, og kom frem til, at jeg måtte oplyse om, hvad det vil sige, at være særlig sensitiv. Faktisk var det mere omkring sanseintegrations forstyrrelser kan jeg se i bagspejlet. Jeg vidste ikke engang, at min egen dybde, følsomhed og kreativitet hang sammen med, at jeg selv er særlig sensitiv. Jeg læste tonsvis af materiale også udenlandsk for at kunne dele viden rundt. Jeg blev opmærksom på de mange forskellige typer af sensitivitet. Men måske gjorde det kun ondt værre i vores egen sag. Vi mødte stadig ingen forståelse, og nu var det som om, at jeg skulle ned med nakken. Jeg skulle ikke spille smart, om den viden jeg tilegnede mig. Det brød fagpersoner sig ikke om. Jeg skulle jo helst se op til dem, som de dygtige. Det gik ud over mit barn, blot fordi jeg var uenig med fagpersoner endte vores liv med stribevis af underretninger - og endte i voldsomt systemovergreb, som vi stadig forsøger at slippe fri af.

Jeg har blogget om dette vanvid i mange år nu. Jeg har modtaget både anerkendelse fra familier der genkender behandlingen af en underretning og ligeså mange fra lærere og pædagoger der føler sig trådt over tæerne, når jeg gør opmærksom på, at deres underretning ikke altid er af det gode, og i mange, alt for mange tilfælde ender i kommunalt overgreb og ødelæggelse.

Kommentar fra fagpersoner som "Hellere end underretning for meget end for lidt" hænger mig ud af halsen! Oversat "hellere en familie mere ødelagt end overse en anden". "Vi gør det for at hjælpe". Nej det gør I ikke, I gør det for at holde jeres ryg fri, ligegyldigt hvor mange almindelige familier det river ned. En underretning er ment som en undersøgelse, men tages som en anklage mod forældrene. Kommunen tror børnehave eller skole har haft lavet alle muligt tiltag selv, hvilket sjældent er tilfældet.




Man skal simpelthen passe på med, hvem man peger fingre af og hvad det er man smider familien ud i. Ofte går det voldsomt ud over barnet man påstår at ville hjælpe, og desværre har jeg modtaget flere henvendelser fra mine gruppe medlemmer om både overgrebssager, tvungne indsatser som stresser og angste sensitive børn der er tvangsfjernet, med meget lidt kontakt til deres mærkelige (Læs sensitive) forældre. Årsager på lavt samvær kan begrundes med, at barnet ikke skal tillægge sig noget af forældrene særheder og personligheds forstyrrelser (Læs sensitivitet), og børnene reagere kraftigt på adskillelse. Klart de gør, mange sensitive børn kræver ekstra tryghed og mange af dem samsover. Pludselig bliver de revet væk fra mor og far, alt velkendt og så et samvær på 1 time om måneden! Måneden!!!

Barnets tarv husk det.

Der sidder mange lærere og pædagoger derude i landet uden den fjerneste anelse om, hvad de er årsag til. I deres iver for at gøre det rigtige enten for barnet eller sig selv.

Det er ikke kun et par familier, selvom det i sig selv ville være for mange, men med tanke på, hvor mange jeg alene har hørt om, så tænk på, at jeg kun er en lille Facebook side ud af et lands befolkning. Tør slet ikke gange det op. Ifht en socialrådgivers tekst forleden var hendes skøn, at antallet af anbragte børn var ca dobbelt så højt, som nødvendigt. Dvs halvdelen kunne have undgået anbringelse og i stedet boet hjemme i trygge rammer evt. med støtte. Det er værd at huske på, at anbragte børn har en forhøjet selvmordsprocent. Ca 25% har forsøgt selvmord under anbringelsen. De har dårligere skolegang, dårligere eksamener, dårligere ungdomsliv og dårligere voksenliv, hvor de selv vil være i risiko for at miste deres børn til anbringelse. WHO har diagnosesat anbringelse fordi det er så skadeligt for barnet på livstid. Yderligere har mange ikke mulighed for at genopbygge det tabte netværk.

Jeg er stadig møg træt af, at fagpersoner ikke sætter sig ind i virkeligheden. Det er muligt, at de tror de hjælper familien til støtte, men vær nu sød at fjerne de lyserøde skyklapper. Vil du som fagperson virkelig hjælpe et barn, så er det hænderne op af lommen og gør en personlig empatisk indsats. Gør noget selv i stedet for at give bolden videre. Der er ufatteligt langt mellem lovens hensigt til virkelighedens praksis. Underretninger kan fører til anbringelse uden ordentlig undersøgelse eller retssikkerhed.

Virkelighedens underretning er rå og fører til ødelæggelse i langt de fleste tilfælde.

Tror I mig stadig ikke er her en tekst fra "En socialrådgivers bekendelser" Tak til Mette Valentin - en socialrådgiver der tør - for det evige opråb om systemets råddenskab og forråelse.


https://www.denoffentlige.dk/naar-indgreb-bliver-til-overgreb


Lidt fra min skarpe pen, men det er nødvendigt fra tid til anden :(


Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK





Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...