Ulla Jensen - www.orkidebørn.dk - www.orkidebornene.blogspot.dk
 |
Foto: B. Ellermand
|
Hvis bamser kunne tale, ville de fortælle hvordan jeg har det. For dem fortæller jeg nemlig alt. Jeg sidder hver dag og gemmer mit hoved i deres bløde pels og hvisker dem hemmeligheder om, hvordan det er at være mig. Der er ikke rigtig nogen som forstår mig. Jo altså min mor og far gør og også noget af min familie. Men dengang jeg gik i børnehave var der ingen, som forstod mig, heller ikke de andre børn.
I børnehaven dengang blev jeg meget hurtigt ked af det. Jeg kunne godt være nervøs for, om jeg gjorde det rigtige og mange gange kunne jeg ikke finde ud af det. Jeg var også ked af det indeni, fordi jeg savnede min mor og far og ville gerne hentes og være hjemme hos dem. Men de var meget længe væk, synes jeg. Nogle dage sad jeg bare stille for mig selv og ventede på at blive hentet andre gange kunne jeg godt lege med de andre børn, men jeg holdt altid øje med døren, om de snart kom. Jeg havde ligesom et hul inden i mig, der var helt tomt fordi der bor min mor og far, og når de ikke er sammen med mig, er der et hul, og det gør ondt. Hver morgen når jeg skulle sige farvel blev jeg bange og jeg klamrede mig til dem. Jeg ville ikke være i børnehaven, jeg ville hjem. Pædagogerne prøvede altid at få mig på andre tanker, men det gjorde mig bare endnu mere ked af det, forstod de da slet ikke jeg var i sorg? Nej det gjorde de åbenbart ikke....
Det blev slet ikke bedre da jeg begyndte i skole. Alle troede at nu var jeg stor. Stor nok til at være væk fra min mor og far en hel lang dag. Men jeg kan ikke finde ud af det hele i skolen og det gør mig meget nervøs. Jeg vil så gerne gøre alt det rigtige, skrive pænt, lytte, lave min ting, men jeg kan ikke og så bliver jeg rigtig ked af det. Det er der ingen der ser, for jeg holder det indeni mig selv, hele dagen. Det er rigtigt svært, for jeg har lyst til at skrige højt og smide med bøgerne og smække med døren. Men hvis jeg gør det får min mor og far ballade og det vil jeg ikke have. Så føler jeg at det er min skyld. Det kan jeg ikke lide, og det er heller ikke retfærdigt, at det går ud over min mor og far, derfor holder jeg det indeni mig selv, så jeg koger og bobler. Jeg må nogengange sidde på mine hænder, for ikke at komme til at slå ham der sidder ved siden af mig. Han kan jo heller ikke gør for, at ingen forstår mig.
Der er meget larm i klassen, og jeg kan ikke holde det ud. Det skriger i mine øre, og jeg får ondt i hovedet og i maven. Nogle gange beder jeg om at gå på toilettet, bare for at få en pause for larmen. Når jeg kommer tilbage, så kan jeg ikke følge med. Det er heller ikke altid jeg tør række hånden op og spørge om noget, så lader jeg hellere som ingenting. Jeg kan heller ikke lide at læse højt, mens de andre høre på mig. Jeg synes, at jeg er dårlig til at læse, selvom jeg faktisk kan nogle lange og svære ord. Mit hjerte hamre og dunker som om det er ved at ryge ud af min krop. Jeg hader det! I spise pausen ved jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Der lugter af alle de forskellige madpakker, så jeg bliver helt dårlig. De andre børn smasker også, og det får jeg også kvalme af, så jeg har slet ikke lyst til at spise min egen madpakke. Jeg ville ønske, at jeg måtte sidde ude på gangen eller et andet sted for mig selv. Det er rigtigt ulækkert med den frokost pause. Bagefter skal vi vaske borde af og feje gulv. AD! Hvor er det ulækkert at skulle gøre rent efter de andre, der har spildt det mad jeg ikke kan lide. I frikvarterne bestemmer læreren hvad vi skal lege og hvem vi skal være i gruppe med. Jeg vil bare gerne sidde for mig selv og slappe af eller være sammen med min bedste ven. Jeg har ikke så mange venner som de andre, men det gør ikke noget, bare jeg har en god ven jeg kan stole på. Det er det bedste for mig. Jeg kan ikke det der med, at være mest ven med en den ene dag og så den næste dag er jeg ikke god nok. Så hellere en rigtig god ven. Det er der mange der ikke forstår. De synes man skal have mange venner for at være glad og de kalder det social. Jeg er da social, jeg vil bare gerne selv bestemme, hvem jeg vil være det med. Jeg tror ikke at lærerene nogen sinde kommer til at forstå mig. Jeg føler mig meget anderledes. De andre børn forstår de godt, men ikke mig. Det er ligesom i børnehaven, hvor pædagogerne ikke forstod noget heller. Jeg ville ønske, at de forstod hvorfor jeg let bliver såret og ked af det, eller vred men ikke kan vise det, men de tror bare at jeg er helt ok. Det er jeg ikke! Men jeg vil ikke lave ballade, for det er synd for min mor og far.
Når jeg kommer hjem flipper jeg helt ud, det er også synd for min mor og far, men jeg kan ikke lade være. Jeg når kun ind i entreen, så smider jeg med min taske, nogen gange kan jeg slet ikke finde ud af at få den af, og så bliver jeg hysterisk over det, sparker og råber og skriger. Bagefter er jeg rigtig ked af det. Jeg ved godt min mor og far er bange for hvad naboerne siger til hinanden og hvad de tænker, og hvad de kan finde på at gøre, men jeg ved ikke hvad det er de kan finde på? Når jeg er faldet ned, som min mor kalder det, går jeg ind på mit eget værelse og jeg vil ikke forstyrres. Her sidder jeg og krammer mine bamser og snakker med dem om dagen og alle de dumme ting, der har gjort mig ked af det og vred. Jeg ved de ikke sladre, derfor kan jeg fortælle dem alt. De er til at stole på. Jeg putter mit hoved ind til dem og græder. Jeg har også lektier for og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få dem lavet, for jeg er så træt af dagen i skolen. Det er ikke altid jeg får dem lavet, selvom min far prøver at lave dem med mig. Mit hoved kan ikke have mere derinde og jeg hænger med hovedet i hænderne og halv sover. Hvis ikke jeg får lavet mine lektier er jeg nervøs næste dag og kan godt få dårlig mave. Jeg kan også godt få feber af at være nervøs. Selvom jeg er så træt kan jeg ikke sove, når jeg kommer i seng. Jeg har uro i hele kroppen, som små dyr der kribler rundt inden i mig. Vi skal prøve noget nyt, med en hvid dims. Min mor kalder det at børste, men det er ikke i håret, men hele kroppen. Det skal give ro siger hun og få dyrene til at forsvinde. Hvis ikke det virker skal jeg til at prøve nogle piller for at falde i søvn, men jeg kan ikke lide medicin. Jeg får slet ikke sovet nok siger min far, for jeg sover først halv tolv og så får jeg ikke sovet nok timer inden i morgen.
Alt det sidder jeg hver dag at snakker med mine bamser om, de forstår mig ligesom mor og far gør, det er dejligt, dem er jeg helt tryg ved. Hvis bamser kunne tale, ville jeg ikke gøre det.
Snip snap snude... Sov uden at tude. :-)
_________________________________________________________
