Af Ulla Jensen.
Hvordan forklarer man fagpersonale, at de ikke har ret i alt de ved?
Hvordan gør man det uden at træde deres faglighed over tæerne?
Hvordan når man ind til dem, med den viden man har om sit barn?
Jeg ved det ikke, det er stadig en daglig kamp, for at mit barn får samme anderkendelse og forståelse i sin dagligdag, som alle andre børn.
Jeg forventer ikke særbehandling af hverken mig selv eller mit barn. Jeg forventer tværtimod samme behandling. Ligeværd. Jeg forventer, at man tager mig seriøst og lytter til det jeg har at fortælle, om mit barn nøjagtigt som, der bliver lyttet til andre forældre om deres børn.
Jeg forventer man ønsker at yde den samme støtte, som andre børn får, hverken mere eller mindre.
Alligevel betaler mit barn en meget høj pris i dagligdagen, fordi jeg ses som provokerende og inkompetent i forhold til mit eget barn. Hvordan kan det være at de man kender privat, syntes man gør det fantastisk som mor, mens fagpersonale ser det modsatte? Måske fordi de ikke kender barnet godt nok, eller mig godt nok, eller simpelthen læner sig op ad en uopdateret uddannelse.
Hvorfor ved man ikke nok om mit barn?
Der er ingen diagnose.
Hvordan får man forklaret hvad særlig sensitiv egentlig er?
Mange tror at det handler om ikke at turde, være genert, stille, asocial, at man bare skal presses lidt, så kommer det.
Det er ALT sammen forkert.
Særlig sensitivitet handler om, at man lever sit liv uden filter, eller i bedste fald i en stormasket et af slagsen. Det er ikke muligt at sortere i indtryk og sanser. Derfor overvældes man hurtigere end andre og man kan stresses hurtigere end andre.
Særligt sensitive er ikke skøre eller svage.
Særligt sensitive er meget ressourcestærke mennesker med en masse interesser og evner. Mange er yderst sociale, men bliver meget drænede af store forsamlinger. Derfor kan man vælge at melde fra, fordi man ikke ønsker at det skal tage 3 dage at komme ovenpå. Det kan også handle om, at man bare ønsker selv at udvælge de sociale arrangementer, man enten magter uden den store dræning eller at udvælde de ting der er mest interessante, nu man ikke kan det hele.
Særligt sensitive mennesker skal hele tiden afbalancere stimuli, da understimulering heller ikke er godt.
Og det kan være lidt af et arbejde, for ingen er ens. For nogle er det lugtesansen der er mest berørt, for andre lys. Kulde/varme, støj, tøj der generer, mange mennesker og andres sindstilstand. Det kan være utrolig mange ting og for nogle er det blandinger af de forskellige ting. En familie kan alle være særligt sensitive, men på forskellige sanser, hvilket kan give et puslespil, når der skal tages hensyn til alle i familien, for både oplevelser og restituering.
Når så omgivelserne begynder at skal have plads i kalenderen, kan det udløse direkte konflikter, ikke kun for den enkelte, men for hele familien, idet der skal justeres hele vejen rundt.
Når et skole arrangement varer et par timer og det forventes man deltager, så skal denne familie altså afsætte 2-3 dage for at 'nulstille' sanserne, og kunne klare nye stimuli uden at blive overstimuleret. Og det er hele familien. De voksne får så - samtidig med de selv bør have ro - ekstra med børnene, da de er overstimulerede. De fleste kender et træt barn, der skriger og hyler af træthed, er pyldrede og umulige. Sådan et barn skal bare sove så er det genoprettet. Med en særlig sensitiv skal dette hyleri, pyldrede, rasende og umulig ganges mange gange med et 'almindeligt' barn. De kan få madlede, så maden skal justeres ind igen. De kan have svært ved at sove pga overstimuleringen og det de allermest har brug for, er det aller sværeste at give dem. De kan være skrigende, ikke holde ud at være i deres krop, huden brænder eller gør ondt, de kan ikke have tøj på, håret kan gøre ondt, hovedpine, mavepine, feber, og vil ikke røres ved. De kan slet ikke finde ud af noget. De har det forfærdeligt.
Hvad kan man gøre for at vores børn for samme anderkende tilgang som andre børn.
Hvordan får vores børn en selvopfattelse der er god og værdig?
Jeg slutter hvor jeg startede.
Jeg ved det ikke.
