tirsdag den 20. august 2019

Efter 7 år vækker det nu genkendelse med det underretnings hysteri, som vi byder børnefamilier med særligt sensitive børn og unge

ORKIDEBØRN.DK
V. ULLA JENSEN

Jeg ser at et af mine tidligere blog indlæg nu kommenteres med "Spot on" af flere læsere på Facebook. Det er rystende. Ikke nok med at det er rystende i sig selv, men faktisk var det dengang jeg skrev det, ikke det som gav genklang. Faktisk mødte jeg rigtig meget modstand på mine tekster i starten. Kommentarer som at jeg ikke vidste bedre og i det hele taget overdrev det med underretningerne.

Desværre overdriver jeg ikke, og hvorfor ved jeg det?

Jeg ved det fordi jeg selv har været forfulgt af underretninger og fordi jeg har modtaget utallige henvendelser fra frustrerede forældre som søgte råd og vejledning. I starten søgte mange udelukkende rådgivning i forbindelse med det at forstå deres barn bedre og få redskaber til en lettere dag, men med tiden åbnede de mere op. De havde også fået underretning(er).

De fleste føler sig flove og som en dårlig forældre når de modtager en underretning. Fagpersoner har det med at sige, at de "selvfølgelig" kun gør det for at hjælpe barnet og familien i det hele taget. Ved de overhovedet hvordan familier behandles på kommunen  efter en underretning fra skole eller børnehaven? Ved de at underretnings lavinen kun er deres start på en årelang sag, hvor forældre skal tage fri fra arbejde til alverdens møder de aldrig selv kan være medbestemmende på? Møder der alligevel aldrig giver noget brugbart, og at nogle ikke kan passe deres job og måske ender med fyring. At rigtig mange af de underretnings strømme ender i anbringelse uden den lovpligtige undersøgelses procedure. Uden test, undersøgelser eller forældre undersøgelse. Stik mod loven, anbringer man faktisk børn og unge i Danmark UDEN forebyggende indsats. Anbringelse SKAL være den sidste udvej, når alt andet er forsøg, men sådan er praksis slet ikke. Lov og praksis er to vidt forskellige ting.

De der arbejder indenfor systemet vil ryste benægtende på hovedet, for de tror det simpelthen ikke. De ville få et chok hvis de vidste hvordan deres underretning bliver vendt til anklage, og hvordan familier må kæmpe en ulige kamp på kommunen for at bevise at de er gode forældre.

De fleste tror vi lever i et retssamfund. Det gør vi IKKE, og titlen burde fjernes. Børne/familie sager er ikke indefor straffe loven.

Ved du hvordan det foregår? Tænker du at den advokat der stilles til rådighed i anbringelses sagerne arbejder på sagerne? Tror du at der er nævninge og bevisførelse som på film og at man er uskyldig til det modsatte er bevist? Tro om igen!
I straffesager er der bevisførelse, men i børne/familiesager er der kun skønsninger og formodninger. Du er dømt til du selv kan få dig fri for anklager. Den advokat staten skal stille til rådighed har aldrig møde med kommunen eller laver skrivelser. De er kun til rådighed de få timer, hvor sagen skal prøves i B&U ( Børne og unge udvalget), Ankestyrelsen og i Byretten. Fx i Byretten er der kun 3 dommere, og ens advokat og modparten (Ankestyrelsen). I virkeligheden er det et spil for galleriet, for systemet her i landet er systemvenligt, og de dømmer til fordel for systemet uanset hvad ens advokat kan bevise af lovbrud.

Så har børnehaver eller skoler underrettet for meget pga uvidenhed kan barnet ende som anbragt totalt uden grund.

Særligt sensitive børn har mange af de tegn, som fagpersoner holder øje med, og de mistrives ganske ofte udenfor hjemmet, men det ved og tror fagpersoner jo ikke på. Vores særligt sensitive børn reagere kraftigere end andre og på langt mindre ting. De er sensible på stort set alle punkter, men de sammenlignes altid udfra normalitetsbegrebet. Dermed falder de ved siden af konstant.


Når særligt sensitive børn har slidt tøj på behøver det bestemt ikke være pga svigt, men fordi det tøj er dejligt blødt eller det eneste de kan holde ud at have på.

Er "fødderne" klippet af strømpebukser behøver det ikke være fordi de er arvet og for korte. Det kunne sagtens være fordi de kun vil have strømper på på vrangen fordi syningen genere. Altså bruges almindelige sokker.

Er tøjet taget på på vrangen, handler det formentlig om at sømmene genere og man har vendte vrangen udaf ligesom man gør med "body'en" på babyer.

Består deres madpakke konstant af 4 ens madder med pålægschokolade, so be it! Det handler om at barnet kan have svært ved smag og konsistens. Derfor er målet at blive mæt. De spiser ganske sikkert noget andet derhjemme, som vejer det op.

Reagere barnet ved at klæbe til sin mor, så er det fordi barnet ikke er tryg i de omgivelser mor eller far skal slippe dem i. De kan være ganske frie under helt andre og mere trygge rammer.

Hvis barnet har en selvvilje, og derfor opfattes stædig og uopdragen, så handler det for sensitive børn at de ved præcist hvad der er godt for dem selv og de ønsker at blive behandlet ordentligt, som de individer de nu en gang er. Gør dem venligst ikke forkerte!

Hvis barnet er meget renlig, så behøver man altså ikke begynde at tale om bakterie forskrækkelse eller andet. Mange sensitive børn bryder sig ikke om at få sand på eller klistrede fingre.

Uglet hår betyder ikke nøvendigvis sjuskede forældre i dette tilfælde, men simpelthen at barnet ikke kan holde til af få redt håret for smerter i en periode.

Er barnet ikke så løssluppen og "modig" som ønskes kunne det være at barnet lure omgivelserne af og først gør det når de har en fornemmelse af at kunne. Sensitive børn bryder sig ikke om at fejle.


Det handler udelukkende om at forstå børnene og måske justere nogle småting. Det er virkelig grumt at se, at dette underretnings vanvid kun er blevet værre gennem de 7 år jeg har skrevet om det.

Lige nu har jeg kendskabt til flere sager, som er endt i voldsomme anbringelser. Sensitive børn der systematisk ødelægges for livet, af inkompetente fagpersoner.

Nogle tror at systemet anbringer for at hjælpe børnene. Nogle tror ikke man fjerner børn fra ressourcestærke familier. Nogle tror kun man fjerner børn fra dysfunktionelle familier med misbrug og vold. Nogle tror at børnene kommer over en fejlanbringelse.

Tro om igen ....

Når man har været anbragt er man skadet for livet. Faktisk har WHO en diagnose kode for den skade der kommer til at følge det anbragte barn resten af deres liv.

Er du fagperson med skærpet underretningspligt, så gør venligst barnet du vil hjælpe den kæmpe tjeneste, at tænke dig gevaldigt om inden du sætter dig til tasterne, kun for at ødelægge deres liv. Der findes ingen undskyldning at dække sig ind under.

1. Er du 100% sikker i din sag?
2. Er din bekymring værd at få et barn anbragt på?
3. Er din bekymring et langt og ødelagt liv værd?
4. Ønsker du at barnet senere hen skal udvikle psykisk sygdom? (13 gange så mange anbragte udvikler det)
5. Ønsker du at barnet skal have eksamen? (mange anbragte børn får ingen)
6. Er det mistrivsel (alle har det i perioder) eller misrøgt du vil anmelde?
7. Kan du leve med, at du for altid kan være årsagen til en ødelagt familie uden anden årsag end dig?
8. Har du selv forsøgt at forstå/afhjælpe eller henvise til relevant støtte/behandling?
9. Har du givet barnet og forældrene en fair behandling? Vil du selv behandles sådan?
10. Hvis du stadig mener at det er rigtigt, så gør det ordentligt!

Husk det er under straffeansvar at afgive forkerte oplysninger.

PS. Gør det aldrig i forhåbning om at barnet kan få støtte. Det koster for meget og alt handler om økonomi.

Barnets tarv er ikke relevant.












2 kommentarer:

k-babe1971 sagde ...

Puha Ulla, her følte jeg mig lidt for hjemme. Jeg ved at det du nævner er alt for sandt. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at se mine drenge vokse op, jeg er løbet tør for krudt til at kæmpe mere, for dialogen ender altid med at jeg er den der ikke forstår mit barn. MEN det gør jeg, for mange af de ting mine drenge beskriver har jeg selv problemer med stadigvæk og er også selv et barn af systemet. Jeg var anbragt i 5 år, nu kan ikke længere være i forhold for jeg skal føle jeg har kontrollen for uden den fungerer jeg ikke så godt. Nu, som 47-årig kronisk smerteramt med fibromyalgi og slidgigt føler jeg at jeg stadig forsvarer mig alt for meget. Jeg er den jeg er i lyset af mine erfaringer. Mine erfaringer siger at det er farligt at stole på nogen eller at dele mine erfaringer for jeg bliver altid til hende der fatter hat og er en idiot. Det er helt ok for jeg er glad for mig selv som jeg er. To af mine drenge har ADHD siger de. Jeg siger at jeg har fire særligt sensitive børn som kommer i klemme pga. min fortid, som jeg ikke var herre over.

ULLA JENSEN sagde ...

Hej k-babe 1971,

Tusinde tak for din beretning. Det er desværre også velkendt, at tidligere anbragte børn selv kommer til at stå i en knibe omkring deres egne børn. Det mærkelige er at var det da ikke meningen, at staten ville gøre det bedre end de forældre, som de tog børnene fra? Altså gøre dem til duelige forældre med gode evner og forældre kompetancer, sådan at den sociale arv ville blive knækket.

Positive tanker i din retning.
Bedste hilsner Ulla

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...