torsdag den 27. september 2018

27. September 2018 - 6 år med Orkidebørn

ORKIDEBØRN.DK
© Ulla Jensen




27. September 2012 lancerede jeg Orkidebørn på Facebook. Jeg var træt af at samarbejde med pædagoger og lærere var som at slå i en dyne. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor det var så svært for dem, at se det samme som mig. Jeg forstod ikke, hvorfor min datter skulle presses ud over kanten på daglig basis, og når hun blev syg af det eller reagerede på overstimulering, så faldt underretninger i lind strøm. Andre børn blev behandlet helt anderledes respektfuldt, når deres forældre påtalte ting omkring deres børns udfordringer. Ingen gad at lytte det mindste til mig. For mig var det underligt. Jeg har en velopdragen pige, hun gjorde som hun skulle, passede sine ting og gjorde som der blev forventet, også selvom energien manglede, hun kørte træt.

Hvis jeg kom og sagde, at der var en tur der var for meget for hende, var det lige så sikkert som Amen i kirken, at hun blev tvunget med. De tænkte, at hvis de holdt i hånden så turde hun godt. Hun hadede, når de behandlede hende som et pattebarn. Hun turde ikke fordi, hun fik det dårligt pga hendes sanser, der kom på overarbejde, og ingen af de voksne anede, hvor dårlig hun havde det. Hun endte med at sige til mig i 2. Kl. om jeg ikke godt ville lade være, at fortælle læreren, hvordan hun havde det, for så udsatte de hende netop for de ting, der drænede hende så voldsomtat,  hun fik smerter og feber.

Det var hårdt at se min dejlige datter kæmpe sig igennem skoledage med lærere, der kun gjorde det værre. Til sidst begyndte hun at udvikle angst for, hvad skoledagen ville bringe af uforudsigelige udfordringer, som hun ikke magtede, men gjorde alligevel.

Jeg vendte ryggen til det manglende samarbejde, det udelukkende frustrerede, så jeg kastede mig i stedet i gang med Orkidebørn i håb om, at sprede viden omkring sensitive børn.

I de 6 år har jeg hjulpet mange tusinde familier og børn til en bedre hverdag. Men min egen datter kanøfles stadig af systemet, grovere og mere ondskabsfuld end nogen sinde før. Indimellem tænker jeg på, om Orkidebørn endte med at blive en hemsko i stedet. Er det pga. Orkidebørn at de er ekstra efter hende? Er jeg en torn i øjet på dem, som burde vide, men ikke gør det?

Jeg har hørt meget møg og nedladenhed fra både pædagoger, lærere og sagsbehandlere. Ingen af dem, har lyttet det mindste til min viden. Tværtimod, det er som om de gør alt i deres magt for at modbevise!

Det gør ondt, at de ikke er mere voksne end at lade det gå ud over et barn, som burde have haft støtte i skolen. I stedet for bare i det mindste at lade hende være, og være på overarbejde, så har man "sparket" til hende gennem hele hendes skoletid. Hun direkte straffes for at være "anderledes".

Jeg skriver faktisk aldrig om hende. Jeg synes hun skal have lov, at have sit privatliv i fred. Når jeg skriver blogs er det altid generelt om sensitive familier.

Men i dag på dagen, skal hun have æren. Jeg sender hende så mange kærlige tanker. Hun har uden at vide det, været årsagen til, at så mange andre har fået hjælp. Og hvad kan hun bruge det til? Ingenting!

Jeg ønsker så meget, at systemet lader os være i fred, få tid til at slikke vores sår af de overgreb, som vi har været og er udsat for.

Pga de seneste 3 års mareridt med kommunen, har Orkidebørn været ved at lukke ned flere gange, men har i stedet kørt på vågeblus. Jeg har måtte prioritere anderledes.

I 2017 blev ca 2/3 af grupperne nedlagt. De få der stadig eksistere må medlemmer selv holde aktive. Jeg er udelukkende på siden, hvor jeg deler artikler mm, og i stor gruppen for alle interesserede, og så forsøger jeg, at nå en blogpost i ny og næ.

Tak til alle jer, der trofast er der for os. I er faktisk ret mange <3 Tusinde tak for jeres hilsener med I tænker på os. Det er stort, at være i så manges hjerter og tanker.



Billedet er det første coverfoto, sat op af Jasmin, som måtte hjælpe mig igang, som administrator.


Status i år:

Siden: 3630
Hovedgruppe: 3372
Småbørn gruppe: 93
Skolebørn gruppe: 169
Bloggen er besøgt: 106723



lørdag den 15. september 2018

Konkurrence på Facebook - vind en telefonrådgivning


© Ulla Jensen







De seneste dage har jeg på min Facebookside delt lystigt ud af arkivet fra denne blog. Samtidig har jeg sat en konkurrence igang.

VIND EN TELEFON KONSULTATION:

90 min.,Værdi 900,00 kr.
Til den som først gætter hvilken blog post, der er den mest læste her på ORKIDEBØRNENES VERDEN.


60 min.,Værdi: 600,00 kr.
Til den der kommer nærmest det læste antal på nævnte indlæg


45 min., Værdi 500,00 kr.
Til den som gætter rigtigt i forhold til den blog post der tidligere var en suveren nr 1.


Vinderne findes fredag den 21.09.2018 kl 12:00

Efter der den seneste dage er delt ca 5-10 poster om dagen, kan man sige, at min facebookside for en gangs skyld mest var fyldt med egne tekster og færre delinger.

I min indbakke lå der en forespørgsel, om jeg tog ud og holdt foredrag for autister. Vedkommende mente, at jeg skriver nogle gode tekster, og har meget relevant viden. Jeg måtte svare, at det gør jeg desværre ikke. Jeg har overvejet det mange gange, især på skoler er der brug for min viden. Men helt ærligt, jeg er selv sensitiv og af den introverte type, så jeg har ganske enkelt ikke det mod der skal til, at så og være midtpunkt, i en forsamling, hvor alles øjne stirre på mig. Jeg bryder mig ikke om, at være i fokus og har det bedst i mængden uden at skille mig for meget ud. Måske en del der er kommet gennem årene, fordi jeg ligesom andre særligt sensitive føler mig anderledes. Det ville bare være et meget lettere liv, hvis man er som massen, der passer ind i den snævre box af normalitet.

Jeg er virkelig smigret over henvendelsen. Og takker mange gange for den. Jeg er så taknemmelig over, at I læsere kan bruge det jeg skriver om. Til jer der har modtaget rådgivninger, siger jeg tak for de fine tilbagemeldinger. Hvor er det fantastisk, at bare efter en times rådgivning, kan mange allerede se en forskel. Er det ikke fantastisk?

Forleden fik jeg en donation på en billet til et foredrag. Et foredrag jeg virkelig har ønsket mig i mange år. Hvor er det for vildt :) Tænk, at der var en som tænkte den lige ville egne sig til mig. Foredraget er med Dorte Birkmose, om de fagpersoner, som begynder at handle ondt og være forrået i deres møde med de borgere, som de i virkeligeden skal hjælpe. Hvorfor opstår denne "krig" og magtkamp. Har de fuldstændigt glemt deres virke og formål? Jeg kender flere, som mener at socialrådgivere bør arbejde under autorisation, og det er en rigtig fin tanke, men hvad gør man så ved de mange sagsbehandlere, som ikke er uddannet socialrådgivere, dem sidder der nemlig rigtig mange af. Jeg tænker mere, at det kunne være rart, om sagsbehandlere inden de måtte arbejde med forvaltning der kan ændre andre familiers liv, skulle aflægge ed på, at de altid vil arbejde udfra vedkommendes bedste i alle henseender, og at de er ydmyg over for borgerens liv og egne ønsker.


Hvis du virkelig ønsker at hjælpe nogen, må du først finde ham, hvor han er, og begynde dér. Det er omsorgens hemmelighed. Kan du ikke det, er det kun et blændværk, hvis du tror, du kan hjælpe et medmenneske. At hjælpe nogen indebærer, at du forstår mere, end han gør; men først må du forstå det, han forstår. Kan du ikke det, vil din forståelse ingen nytte være til. Al sand omsorg begynder med ydmyghed. Hjælperen skal være ydmyg i sin holdning til den, han vil hjælpe. Han skal forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene. Omsorg forudsætter tålmodighed såvel som indrømmelsen af ikke at have ret og af ikke at forstå det, den anden forstår.” Søren Kirkegaard



PS: Du kan også deltage her på bloggen, Læg dit svar her i kommentarer :)



mandag den 10. september 2018

Wow! Tak! Det er så vildt! Jeg er meget taknemmelig!

© Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK




Wow!

Jeg kan stadig huske den følelse, da min facebookside rundede 100 følgere. Det var stort! Og sådan har jeg haft det hver gang min side eller gruppe runder et nyt hundrede dengang og nu et nyt tusinde.

Jeg følger ikke helt med på samme måde på bloggen, hjemmesiden og Google+

For nogle år siden kunne man på Google+ se hvor mange der havde besøgt min profil. På et tidspunkt var det over 200.000 det var sådan lidt uvirkeligt.

Det er langt fra altid, at jeg ser den runder et nyt hjørne, og kun fordi jeg sad og arbejdede på bloggen så jeg det ske.

Det er vildt!!!

100.000

100.000 har været forbi min blog og læst min tekster.

Jeg er virkelig taknemmelig!

Jeg håber det vil gavne alle de særligt sensitive børn.

Havde slet ikke regnet med, at Orkidebørn ville eksistere så mange år, og nå så langt ud. Planen var blot et projekt for at sprede kendskab. Havde nogen dengang fortalt mig, at de ville løbe mere end 5 år, snart 6, og få så mange følgere og læsere, havde jeg på ingen måde troet på dem.

Jeg er dybt taknemmelig

-  også for at få lov, at hjælpe nogle af børnene via rådgivning med deres forældre.
 Tak for jeres tillid.


PS. Til min dansk lærer, som jeg sender en tanke, stort set hver gang jeg skriver en tekst. Ja, ja min tegnsætning er stadig ikke det bedste, men du havde aldrig troet på, at teksterne her er mine!










lørdag den 8. september 2018

Big Brother eyes, når helt ind i de små trygge hjem, som en bulldozer

© Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK







Da jeg startede orkidebørn for mange år siden, var det fordi jeg mødte modstand, bedre vidende, nedladende fagpersoner. Jeg stod en dag og tænkte, hvad pokker stiller jeg dog op for, at de begynder at lytte til det jeg siger, og dermed begynder at behandle mit barn pænt og anerkendende. Jeg opgav tanken om, at det ville lykkes til møder, og kom frem til, at jeg måtte oplyse om, hvad det vil sige, at være særlig sensitiv. Faktisk var det mere omkring sanseintegrations forstyrrelser kan jeg se i bagspejlet. Jeg vidste ikke engang, at min egen dybde, følsomhed og kreativitet hang sammen med, at jeg selv er særlig sensitiv. Jeg læste tonsvis af materiale også udenlandsk for at kunne dele viden rundt. Jeg blev opmærksom på de mange forskellige typer af sensitivitet. Men måske gjorde det kun ondt værre i vores egen sag. Vi mødte stadig ingen forståelse, og nu var det som om, at jeg skulle ned med nakken. Jeg skulle ikke spille smart, om den viden jeg tilegnede mig. Det brød fagpersoner sig ikke om. Jeg skulle jo helst se op til dem, som de dygtige. Det gik ud over mit barn, blot fordi jeg var uenig med fagpersoner endte vores liv med stribevis af underretninger - og endte i voldsomt systemovergreb, som vi stadig forsøger at slippe fri af.

Jeg har blogget om dette vanvid i mange år nu. Jeg har modtaget både anerkendelse fra familier der genkender behandlingen af en underretning og ligeså mange fra lærere og pædagoger der føler sig trådt over tæerne, når jeg gør opmærksom på, at deres underretning ikke altid er af det gode, og i mange, alt for mange tilfælde ender i kommunalt overgreb og ødelæggelse.

Kommentar fra fagpersoner som "Hellere end underretning for meget end for lidt" hænger mig ud af halsen! Oversat "hellere en familie mere ødelagt end overse en anden". "Vi gør det for at hjælpe". Nej det gør I ikke, I gør det for at holde jeres ryg fri, ligegyldigt hvor mange almindelige familier det river ned. En underretning er ment som en undersøgelse, men tages som en anklage mod forældrene. Kommunen tror børnehave eller skole har haft lavet alle muligt tiltag selv, hvilket sjældent er tilfældet.




Man skal simpelthen passe på med, hvem man peger fingre af og hvad det er man smider familien ud i. Ofte går det voldsomt ud over barnet man påstår at ville hjælpe, og desværre har jeg modtaget flere henvendelser fra mine gruppe medlemmer om både overgrebssager, tvungne indsatser som stresser og angste sensitive børn der er tvangsfjernet, med meget lidt kontakt til deres mærkelige (Læs sensitive) forældre. Årsager på lavt samvær kan begrundes med, at barnet ikke skal tillægge sig noget af forældrene særheder og personligheds forstyrrelser (Læs sensitivitet), og børnene reagere kraftigt på adskillelse. Klart de gør, mange sensitive børn kræver ekstra tryghed og mange af dem samsover. Pludselig bliver de revet væk fra mor og far, alt velkendt og så et samvær på 1 time om måneden! Måneden!!!

Barnets tarv husk det.

Der sidder mange lærere og pædagoger derude i landet uden den fjerneste anelse om, hvad de er årsag til. I deres iver for at gøre det rigtige enten for barnet eller sig selv.

Det er ikke kun et par familier, selvom det i sig selv ville være for mange, men med tanke på, hvor mange jeg alene har hørt om, så tænk på, at jeg kun er en lille Facebook side ud af et lands befolkning. Tør slet ikke gange det op. Ifht en socialrådgivers tekst forleden var hendes skøn, at antallet af anbragte børn var ca dobbelt så højt, som nødvendigt. Dvs halvdelen kunne have undgået anbringelse og i stedet boet hjemme i trygge rammer evt. med støtte. Det er værd at huske på, at anbragte børn har en forhøjet selvmordsprocent. Ca 25% har forsøgt selvmord under anbringelsen. De har dårligere skolegang, dårligere eksamener, dårligere ungdomsliv og dårligere voksenliv, hvor de selv vil være i risiko for at miste deres børn til anbringelse. WHO har diagnosesat anbringelse fordi det er så skadeligt for barnet på livstid. Yderligere har mange ikke mulighed for at genopbygge det tabte netværk.

Jeg er stadig møg træt af, at fagpersoner ikke sætter sig ind i virkeligheden. Det er muligt, at de tror de hjælper familien til støtte, men vær nu sød at fjerne de lyserøde skyklapper. Vil du som fagperson virkelig hjælpe et barn, så er det hænderne op af lommen og gør en personlig empatisk indsats. Gør noget selv i stedet for at give bolden videre. Der er ufatteligt langt mellem lovens hensigt til virkelighedens praksis. Underretninger kan fører til anbringelse uden ordentlig undersøgelse eller retssikkerhed.

Virkelighedens underretning er rå og fører til ødelæggelse i langt de fleste tilfælde.

Tror I mig stadig ikke er her en tekst fra "En socialrådgivers bekendelser" Tak til Mette Valentin - en socialrådgiver der tør - for det evige opråb om systemets råddenskab og forråelse.


https://www.denoffentlige.dk/naar-indgreb-bliver-til-overgreb


Lidt fra min skarpe pen, men det er nødvendigt fra tid til anden :(


Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK





fredag den 7. september 2018

Kender du historien om ske teorien? Den kan være en god illustration ifht. vores sensitive børn

© Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK

SKAL VI DET ELLER DET?



At leve livet med et særligt sensitivt barn, skruer ned for akiviteten. Det kan være rigtigt svært for andre, at forstå det mere stille og langsomme liv, vi ofte må leve. Hvordan alt skal forberedes, gennemtænkes og udvælges, planlægges og til sidst gennemgås med barnet ned i mindste detalje.

Hele tiden...
Hver dag...
Hverdag og ferier...
- og weekends...

Det gælder for særligt sensitive, som for tidligt fødte, at de er på overarbejde dagligt, både fysisk, mentalt og især følelsmæssigt. De tager alle input ind, i større mængder og detaljer end flertallet. De mangler filter til at sortere de mange indtryk, om det er lyde, lugte, skarpt lys, smag, andres følelser og meget mere.

Det er sjældent raske helt almindelige mennesker tænker over, hvor mange valg der er igennem en helt almindelig dag. Ting andre bare gør, men for dem som skal økonomisere med deres energi, kræver det en hel del planlægning og til - og - fravalg.

Sker der ændringer eller er der fx tam-tam på skolen, så er der andet der må sorteres fra, og til trods for frasortering vil det kunne koste på energi kontoen den eller de næste dage.

Mange sensitive børn bruger alt de har i sig, udelukkende på at være til stede i skole eller børnehave. Indlæring, leg og sociale relationer er overarbejde.

Det kan være yderst svært at forklare fagpersoner. Fagpersoner har jo barnet i den første del af dagen. Forældrene får dem hjem, når de er opbrugte og har været det i flere timer. Der er simpelthen ikke nogen voksne, der har hjulpet barnet til, at styre deres energi konto. De er jo bare som andre børn, der prøver at følge med og de ved faktisk ikke, at andre børn ikke har det, som dem selv. Så hvis andre kan, tror de også, at de selv kan.

Mange fagpersoner mener, at barnet selv kan bede om pauser, men hvordan skal små pus selv styre det? De kan jo ikke mærke de er overbelastet før det er for sent. Du forventer vel heller ikke, at et barn kan styre sin egen bank konto, så hvorfor skulle de kunne styre deres energi konto?

Når forældrene stopper børnene, så er det ikke for at være onde eller holde dem udenfor leg og venskaber. Det er fordi de ved hvad det koster deres sensitive barn af nedsmeltning, kolaps, søvnforstyrrelser, natte terror, spise vægring og madlede, stress og evt feber og smerter.

Her er det Christine som har en kronisk sygdom, der forklare sin veninde, hvordan det er, at skulle økonomisere med sin energi hver dag. For syge er det for, at have energi til hele dagen, for vores børn er det for ikke, at overbelaste deres sanser, så de får nedsmeltning sidst på dagen.


👉 Her er den i dansk udgave.
https://medeno.dk/ske-teorien/

👉 Original udgave finder du her:
https://butyoudontlooksick.com/articles/written-by-christine/the-spoon-theory/

Tak fordi du læste med. Har du brug for rådgivning, så tryk her 👈

Tilbage til BLOG 👈


Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK

onsdag den 5. september 2018

Signalstærke, high need og viljefaste børn er meget bevidste om deres behov

© Ulla Jensen






Forældre til signalstærke børn kan fra start være smidt hovedkulds ud i en udfordrende forældre rolle. 

Mange har forberedt sig og læst bøger om børn, adfærd, og opdragelse. Med et signalstærkt barn kan du smide det hele ud. Samtidig ses der skævt til dig fra andre forældre. Hvis barnet kræver at sove hud mod hud for at finde ro, så kan man være sikker på, at møde en belærende forældre. "Se vores sov jo igennem tidligt, men vi lagde ham også bare i sin seng på faste tider. Det skulle du prøve, så skal du se en forandring". Ja, forandring vil der blive, men nærmere til skrig og skrål, utilfredshed og absolut ingen søvn. Det samme gælder mad situationerne osv.

Faktisk er det jo en årsag til, at signalstærke børn kaldes High Need børn i USA. De har et større behov der skal dækkes end andre børn har. De er mere krævende, meget mere krævende, og de gør klart og tydeligt opmærksom på det. Deraf betegnelsen signalstærk. De er stærke i deres signaler.

Når forældre til signalstærke børn søger råd, uanset til hvad der er med deres barn, så tror mange, at der er en facitliste. Hvis du gør sådan eller sådan, så virker det. Det gjorde det for os og vi har også et signalstærkt barn. Igen kommer vi ud i anbefalinger fra hvad der virker for andre børn i andre familier.

Det er ikke ualmindeligt, at forældre til High Need børn har forsøgt sig ud i alle mulige og umulige afkroge. Selvfølgelig virker intet på den måde. Barnet kastes rundt i nye tiltag og finder ikke ro og struktur i noget af det. Stadig står forældrene med et barn der ikke trives. Det er så synd for alle i familien.

Selvom signalstærke børn ret ofte reagere ens og er genkendelige for andre med signalstærke børn, så er børnene stadig ligeså forskellige som andre. Årsagen til deres mistrivsel og adfærd kan være meget forskellig. Så hvad der virker for det ene signalstærke barn behøver ikke virke for et andet.

En ting der er vigtig at forstå og lære at acceptere fra start, er at resten af barnets tid hjemme vil udløse løftede øjenbryn og bedrevidende indblanding. Det handler derfor meget om, at finde sin egen vej. Mærke i maven, hvad der er godt for lige netop ens eget barn og så have styrken til at stå imod både fagfolk, familie og tilfældige tilskuere. Dit barn mærker dig med hud og hår.

Vær autentisk!

Med signalstærke børn kan man ikke følge strømmen, man må finde sin egen.

Mit motto er: "Gør det der virker"

Nogle hovedpunkter


  • Vær nysgerrig, vær detektiv
  • Luk ørene for andre end dit barn
  • Gør det der virker for jer
  • Gør det med god samvittighed
  • Brug din mavefornemmelse
  • Stå ved den
  • Find løsninger der passer jeres familie
  • Søg evt sparring med mig ;)



Hvis du har brug for hjælp til dit signalstærke barn, så kig gerne på min rådgivning hos Orkidebørn, hvor du også kan læse om andres oplevelser med rådgivning hos mig.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...