søndag den 25. juni 2017

Mange bække små gør en stor å

ORKIDEBØRN.DK 
Facebook - Rådgivning - Blog





Som mange af jer bemærkede måtte jeg lukke helt ned for Orkidebørn og rådgivning i det meste af 2016

Tiden var simpelthen ikke det det.

Selv mine blogs lukkede ned, og ikke alle er genåbnet igen.


ORKIDEBØRNENES VERDEN valgte jeg at genåbne, da jeg den giver jer noget inspiration til hverdagen med de skønne følsomme børn vi har.

Rådgivning vil stadig være på et minium, men jeg har genåbnet for rådgivning omkring sager.

Da det hele skal løbe rundt og gå op i en højere enhed, har jeg sat donations siden online igen. Mange blogger får reklame indtægter, det har ikke været mit mål. Mit mål var oplysning omkring særligt sensitive børn.

Jeg har sat beløbet valgfrit, da både små og store gaver er velkomne, selv 1 kr. kan gøre en forskel  Både hvis der er mange nok eller hvis det lige er den der mangler i butikken.

Så har du gavn af mine tekster og føler du vil bidrage, så kan det gøres via PayPal, info er på linket her.

Med det samme vil jeg sige jer en stor tak, både jer der vælger at give 1 kr. eller mere og til jer der ikke gør og bare er en del af det hele.

God søndag derude

http://orkidebornene.blogspot.dk/p/donat.html


ARKIV

ORKIDEBØRN.DK 

torsdag den 22. juni 2017

En duft af mor

Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK 







I flere dage har jeg haft en tekst til bloggen, men ikke fået den skrevet. Jeg ved jeg bliver upopulær i de sensitives rækker, men populær i de ikke sensitives. I dag modtog jeg så en besked på min Facebook side, om netop en del af det emne, så nu kommer den altså alligevel.



I min indbakke lå et spørgsmål om en pige på mellemtrinet i skolen, og altså den periode, hvor det bliver ekstra svært for pigerne især.

Her udvikles pigerne til små selvstændige mennesker, og de tager nogle hop i selvstændighed. Problemet er at de særligt sensitive ikke helt kan løsrive sig fra mor, og dermed ses lille. De kan godt selv mærke det. De føler sig anderledes, og passer ikke ind i flokken mere. Omkring pigerne i 10 års alderen, er det også her, at pigerne med diagnoser viser sig. Nu kan de ikke kompensere mere, og ikke følge med, og skjule deres udfordringer.

Nå et særligt sensitivt barn behøver bekræftelse og tryghed, hjælper det meget lidt, at der står en lærer og siger "Aj, er det nu også så slemt?". Det er da direkte nedgørende. Barnet ville jo ikke have sagt det, hvis ikke det havde en betydning for barnet!

Der siges forfærdeligt mange ting til børn. Almindeligvis går det ind af det ene øre og ud af det andet, og barnet er videre og har glemt det igen efter 5 min., men hos særligt sensitive børn vil det runge i hovedet på dem i dage og måske ugevis. De KAN IKKE slippe det igen. Og de kan ikke rigtigt komme videre.

En del der fylder hos særligt sensitive børn (og voksne) er den større ængstelighed der følger med det følsomme sind. Der ses farer alle vegne.

Ængsteligheden kan udvikle sig til direkte angst, og med angsten kan følge OCD. Begge dele noget mange særligt sensitive børn slogs med i deres hverdag.

For at modvirke at det bliver til angst, må man udfordre ængsteligheden. Den skal udfordres så det bliver til sejre, og ikke nederlag. Derfor er det virkelig af afgørende betydning, at det er en der kender barnet til bunds, altså en forældre og ikke en lærer/pædagog der udfordre. Desværre ses det ofte at en pædagog eller lærer tager den hat på, og får barnet ud over kanten, fordi de tror de hærder barnet, nu når de pyldrede forældre er ude af billedet. Men det giver bagslag. For barnet bliver kun endnu mere ængstelig/angst. Barnet lærer også at det ikke kan stole på de personer der skal passe på dem. De vil med tiden efter for mange af de situationer føle sig utrygge i deres skole/institution. Ingen voksen at læne sig op af. Barnet søger sine forældre mere og mere, og det vil ses som symbiose, eller på anden måde unormal adfærd. Men den er skabt. Skabt af dem som vil hærde et barn de på ingen måde forstår eller kender grænserne på. At blive kastet ud over klippekanten hærder ikke på nogen måde.

Skal vi så pakke dem ind i vat?

Nej det skal vi på ingen måde.

De særligt sensitive børn skal leve i en verden der ikke passer dem. Det skal de lære ved øvelse, men mens de øver skal de betrygges og hjælpes på deres måde. Så deres løsrivelse bliver tryg og god, og det kan godt være, at det vil tage længere tid end for andre børn, men det er vigtig at holde fokus på at målet er det vigtigste - ikke hvor hurtigt det går. Jeg har set flere eksempler på, at sensitive børn først begynder den virkelige løsrivelse ca 2 år efter andre børn, omkring 16 års alderen, til gengæld tager det virkelig fart der, og de har en styrke de andre børn mangler. De behøver ikke, at skal ud og prøve grænser af for at finde ud af hvem de er og hvad de står for som mennesker. Det ved de allerede, og de står fast. De bliver stærke voksne.

Netop fordi de presses sammen med de andre NT (NeuroTypisk = almindeligt fungerende børn), har de særligt sensitive børn en forhøjet risiko for, at udvikle angst og OCD. Begge dele vil udelukkende føre til et mere sart sind og nervesystem, og til en mere langsom proces med løsrivelsen til voksenlivet. Den skal nok komme, så ro på. Mange særligt sensitive bliver faktisk yderst ressourcestærke som voksne, men ikke hvis de er knækket inden, så lad dem gøre det i deres tempo.

Man kan komme ud for at personale beder en om, at fortælle barnet at situationer er en anden end den faktiske. Voksne holder jo sammen og det forventes at I samarbejder med barnets  voksne. De ser det ikke som et problem at lyve for børnene. MEN husk, hvem der er den primær i dette. Det er DIT barn. Lyv aldrig overfor dit barn. Du vil aldrig blive tilgivet, og det vil give et tillidsbrud du formentlig aldrig ville kunne klinke igen. Hvis ikke dit barn kan stole på dig, hvem kan det så i denne verden stole på? De fleste sensitive børn er yderst retfærdige og løgn er ikke acceptabelt. De føler det som meget krænkende og utilgiveligt.

En mor spurgte mig, om det at hendes datter ønskede at have en mobil med i skole. Moderen følte at hun ville få svært ved at hjælpe sin datter på afstand, og at det burde være en lærer, som jo er til stede. Men det er ikke let for barnet, at få hjælp eller trøst af en person, der ikke kender til barnets træk eller udfordringer. Ofte er det blot det at have sin mor i nærheden, i det her tilfælde blot i telefonen. Opgaven som mor er så, at løfte en til tider håbløs situation over telefonen, at få ro på sig selv og være den solide klippe, som barnet har brug for. At tale barnet til ro gennem telefonen. At finde løsninger, og lægge sin egen frustration og ængstelighed bag sig. Nogle gange er det blot mors stemme der skal til. Så mit svar var:

Din opgave er så, (som så meget andet med disse børn) at arbejde med dig selv og din ængstelighed. Du skal være klippen der i telefonen ikke bliver berørt af at hun har brug for dig i frikvarteret over noget du måske selv mener er bagateller. DU må ikke lade dig irritere. DU skal kunne være lyttende og berolige. Nogle gange handler det blot om, at høre din stemme, din rolige stemme der har styr på alt. DU er den der smitter din datter, uanset om det er til bekymring eller ro.

Vi skal huske os selv på, at som særligt sensitiv forældre har vi et ansvar for, at vores egen bekymringer ikke overføres. Vores  fornemmeste opgave er, at få vores mere sensible børn til at begå sig i en verden, der på mange områder er for voldsom til både dem og os.

Smid ikke vores børn udover klippe kanten, det udløser kun angst ikke styrke.

En lille hjælper i dagligdagen for børnene kan være, at have en duft af mor med. Det kan være en sok, som mor har sovet med fx mellem brysterne. Når de bliver utrygge kan de gå ud på toilettet og tage nogle dybe snus af mor.

Men de kan godt lære det, det skal bare gøres i langsommere og mere trygt tempo end med så mange andre børn. Lad dem gøre det i deres tempo og blive stærke velfungerende voksne, uden angst, uden OCD uden andre traumer og psykisk sårbarhed.


Lad forældrene styre det, og til dig som forældre... Flyt fokus fra barnet til dig selv ;)

Og så håber jeg ikke, at jeg fik trådt for mange over tæerne...


Og husk så, en mor kan klare alt - også holde lynet tilbage, det giver tryghed :)





ARKIV

ORKIDEBØRN.DK 

tirsdag den 13. juni 2017

Med tiden er mit fokus ændret

ORKIDEBØRN.DK 
Facebook - Rådgivning - Blog








Der sker ikke så meget på bloggen i øjeblikket.


Tidligere var det helt almindeligt, at jeg skrev 5-10 blogindlæg om dagen samlet set på alle mine blogs, i dag er det samme antal om måneden. Den har været lukket og slukket, da den kørte udenom Orkidebørn, indtil jeg lavede en større ændring i 2015, hvor den blev genåbnet som en del af Orkidebørn.


Er min interesse for de særligt sensitive børn forsvundet? Nej tværtimod...

Det seneste år har jeg arbejdet mere på børn og unge som har flere udfordringer end udelukkende særlig sensitivitet. Mange af de familier der har fulgt med Orkidebørn gennem snart 5 år, har nemlig fået deres børn udredt, med resultatet af diagnoser.


Som ORKIDEBØRNENES VERDEN bloggen her vidner om, så har mit fokus ofte været den måde både børn og familier behandles på med underretninger og sager på kommunen. Fuldstændigt uhørt behandlinger af helt normale familier, som skades. Også børnene skades.


Mit fokus herfra denne blog og mit mål med Orkidebørn var netop, at skabe viden omkring særligt sensitive børn, og den måde de bør behandles på, og den måde de faktisk bliver behandlet på.


Med det ændrede billed af, at mange af de familier der fandt trøst og opmundring, viden og tilgange her på, nu har børn med diagnoser er mit mål også ændret, for de børn og familier skal jo også have det godt og behandles ordentligt.


Desværre sidder underretningerne stadig alt for løst og sendes ofte på bagateller, som børnehaven eller skolen ikke selv formår at finde løsninger på, eller i det mindste forsøger på, så de ender alt for ofte på kommunen. Med de mange kontakter jeg har gennem Orkidebørn, kan jeg se, at det er få der reelt hjælpes, de fleste bliver behandlet så skidt og groft, at både barn og familier kommer ud i dyb mistrivsel, med store huller i økonomien, både fordi de må købe sig til juridisk hjælp mod kommunen, men også for af tabt arbejdsmuligheder. At få tildelt tabt arbejdsfortjeneste er ikke så let mere, og også den del kan blive en kamp, for at få udbetalt det de faktisk er berettiget til.



Skolerne har en stor del af skylden. Efter skolereformen i 2014 blev de børn der lige nøjagtig hang i neglene i folkeskolen, nu så dårligt fungerende, at de også underrettes, og de børn som kom fra special skolerne fik ikke den medfølgende inklusion. Lærerene er ikke uddannet til special børn, og de sidste år er mange af Orkidebørns følgere blevet smidt ud i skole problemer, og dårlig sagsbehandling. Aben smider de i hjemmet. Desværre kontaktes jeg også nu af flere familier ikke kun med sager, men med trusler om anbringelse, og børn der er anbragt på tynd grundlag, ulovlige sagsbehandlinger, og manglende undersøgelser.


Tænk at bare fordi vores børn er lidt "udenfor kassen", så kan det ende så galt.


Min tid bruges nu meget på skriveri, rådgivning mm omkring retssikkerheden for børn og unge med særlige behov, herunder også Orkidebørnene.



ARKIV

ORKIDEBØRN.DK 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...