torsdag den 25. september 2014

Følg min blog på bloglovin

Follow my blog with Bloglovin

Sansesart

© Ulla Jensen
www.orkideborn.dk
www.orkidebornene.blogspot.dk


Sansesart......

Det får de små nakkehår til at stritte på mange som er sansesarte. Det har endda flere gange ført til, at jeg er blevet bedt om at omskrive mine tekster og forklaringer. Særligt sensitive mennesker vil ikke betegnes som SANSESART!!!!

Jeg ændre nu ikke mine tekster af den årsag, for vi ER sansesarte, men hvorfor denne modstand?

Forklaringen er simpel. De fleste sætter sart sammen med svag. Sansesvag er jo bestemt det modsatte af sansesart, for vi føler endnu mere end andre, så vores sanser er bestemt ikke svage.

Sart her på DEN DANSKE ORDBOG forklare det måske bedre end jeg plejer at gøre.

For sart handler om at være følsom, at kræve nogle hensyn. Og her er det sanserne der er sarte, følsomme og kræver en hensyntagen. Ikke jeg'et, ikke mennesket med sanserne. Til gengæld syntes jeg særligt sensitiv er mere misvisende..... Sensitiv i særlig grad..... Smag på ordet.

Jeg bryder mig ikke om det.

HSP =  Høj Sensitiv Person, altså HELE personen er sensibel. Det passer jo slet ikke!

SANSESART ordet siger det hele, SANSERNE er sarte.

Jeg plejer at forklare det med et gulv. Et gulv kan være sart, afhængig af materialet det er lavet i. Det kan kræve man tusser rundt på strømpesokker og have brug for speciel olie eller andet behandling. Andre gulve er mere hårdføre og kan klare selv stilet hæle. Men fælles for de to gulve, om det er lavet i en sart træsort, eller i robuste klinker er bæreevnen. Uanset hvor sart det er, er bæreevnen stærk.


Her en fin sart blomst, der trodser selv den hårdeste modstand. Jeg syntes den står rank og stolt, sart som den er <3








onsdag den 24. september 2014

Underretningens pris


Mange familier med særligt sensitive børn bliver underrettet til kommunen af flere årsager.

1. Pædagoger og lærere har for lidt viden og kendskab til særligt sensitive børn.

2. De har for meget magt.

3. De er ikke gode til at have et ligeværdig samarbejde med forældre.

4. De tror ikke på forældrene

5. Tegn som særligt sensitive børn kan have, ligner til forveksling tegn som omsorgs svigtede børn udviser.

6. Der opfordres til hellere underrette en gang for meget end for lidt.

7. Pædagoger og lærere har misforstået formålet med underretninger.

8. Pædagoger og lærere kan ikke se deres egen andel i barnets evt mistrivsel.

Dette er nok de mest almindelige årsager, der er selvfølgelig flere, men fælles er at fagpersoner dækker sig ind under at være børnekyndige, og at de mener at de gør barnet en tjeneste, og dermed har ophøjet sig over forældrene til at være barnets ambassadør.

Der er visse foreskrifter hvordan en underretning skal laves.

Der skal have været forudgående møder i håb om at finde en fælles indsats for barnet.
Der skal meddeles forældrene, at man sender en underretning og udlevere en kopi. 
- Helst skal den underskrives af forældrene.

Dette sker sjældent.

Ofte finder familien ud af underretningen, ved at der ligger et brev fra kommunen i postkassen med indkaldelse, uden at vide hvorfor (kommunen regner jo med at familien ved besked og har fået udleveret kopi).

Det er allerede her nu stressende og angstprovokerende at vente til mødetiden, hvor man vil blive fortalt hvorfor man er indkaldt. I mellemtiden kan den pågældende pædagog/lærer have sagt godmorgen til forældrene uden at give det mindste tegn på, at de bag om ryggen har lavet en underretning fx. på problemer i hjemmet.

Mange familier med særligt sensitive børn har oplevet, at der en uge inde i sommerferien dumper et sådan brev ind i postkassen, så ferien er ødelagt, for mødet er selvfølgelig sat til efter sommerferien, for sagsbehandleren er taget på ferie.

Det samme sker op til jul, hvor det ikke er ualmindeligt, at "julekortet" 2 dage før jul er et brev med indkaldelse fra kommunen, igen er mødetiden sat til midt eller sidst i Januar. Altså er julen ødelagt.

Det kan virke som, man gerne lige vil "rydde skrivebordet" inden man selv går på ferie, uden hensyntagen til de børn og familier det rammer. Flere har aldrig hørt et eneste ord fra institutionen eller skolen om, at de mistænker familien for misrøgt, eller barnet skulle være i mistrivsel.

Familier ved godt at deres barn har det svært, men der er ofte ingen hjælp at hente. Samarbejdet mellem institutionen/skolen kan være umulig gjort af overnævnte punkter.

Forældrene ser et barn hjemme, fagpersoner ser noget helt andet og tror simpelthen ikke på familien. De må altså være ude af stand til at se sit barn rigtigt.




Jeg så for nogle uger siden et opslag på Facebook fra Lola Jensen, som alle åbenbart forguder og som opfordrer alle til at underrette mere, hvis de ser det mindste tegn på misrøgt hos et barn, og hun remser mange tegn op. Desværre er det netop også tegn der kan sættes sammen med særligt sensitive børn, uanset om de er i trivsel eller ej. Det er farligt, at en "kendt" person kommer med sådan et opråb uden, at tænke på hvor mange der vil følge hendes eksempel uden nok viden eller faglighed. Hvor meget skade vil det i stedet give familierne? Og barnet?





    "Kære ressourceforældre, -nabo og professionelle kollegaer ude i det ganske land. Jeg er lige gået ud af GO morgen studiet efter indslag om det emne, som jeg brænder mest for... "De brændte børn", som TV2 viser dokumentar om iaften, hvor 4 voksne fortæller om deres brændte barndom... Jeg fik 7 minutters taletid for de misrøgtede børn, som der ikke bliver gjort en indsats for, og kan jo tænke efterfølgende, "råbte" jeg højt nok i indslaget for disse børn?

Måske er der er et barn i nærmiljøet, som tænder bekymringsklokkerne indimellem. Alle har pligt til at gøre noget, ikke kun de næste dage, hvor der er sat fokus på emnet, men hver gang der er tegn på et barn i misrøgt. En opmærksomhed og handling for barnet kan lige være den indsats, der gør hele den positiv forskel for barnet. 

Det kan være ret svært at spotte et misrøgtet barn. De gemmer sig, holder kortene tæt til kroppen, er meget loyale overfor forældrene og har lært at lyve om forskellige hændelser. Mange børn idag mangler optimal trivsel pga. Forskellig uro i hverdagen, og det har gjort det endnu sværere at spotte de misrøgtede børn. Men er det et barn med meget lavt selvværd, der trykker sig ved kontakt især fysisk kontakt, er længe om at svare og svarer usikkert, synes at opgaverne er svære, og tror ikke selv på egne evner til at løse dem. Barnet mangler også livsgnist i øjnene og blikket flakker. Barnet er aldrig med i legepladsens eller skolegårdens legegrupper, eller med hjemme hos kammerater eller inviterer børn med sig hjem. Barnet er lidt usselt klædt, ikke nødvendigvis beskidt eller slidt i tøjet. Den 9årige og opefter er ligeglad med sit udseende - hvordan håret sidder, strømperne åler og er lidt forskellige, pigens leggins er for korte, skoene er ikke årstidspassende osv. Barnet går heller ikke til sportsaktiviteter. Forældrene deltager ikke i fællesaktiviteterne, og undgår omgang med de andre børns forældre. Kan der nikkes ja til hovedparten af disse emner for barnet, så er et eller andet i barnets liv ihvertfald ikke godt nok.


Der ydes mindre "nabohjælp" til disse børn idag, fordi folk er bange for at tage fejl, bange for utidig indblanding i privatlivets fred, bange for besværligheder i eget liv, eller orker ganske enkelt ikke den ekstra besværlighed det er at tage et udsat barn med hjem på egen matrikel. 



Men hvis andre børns forældre åbner hjemmet for disse børn, så giver det gode betingelser for at gøre en forskel måske blot ved at give det udsatte barn en god ven i eget barn. Måske kan man lære barnet bedre at kende og få be- eller afkræftet sin bekymring for barnet. Måske vil hjælpen til barnet blot bestå i at vise helt normale familiers levevilkår, og dermed hurtigere få det udsatte barn til at tænke: "Min familie lever jo ikke på rigtig og tryg vis, for hos mine nye kammerater Anders og Benjamin er der jo nogle helt andre voksne og mere trygge forhold". Derved vil barnet måske fortælle om sine trængsler allerede i barndommen til en fortrolig voksen, fremfor først at få det frem som voksen mønsterbryder...

Folk kan frygte at deres mistanke er ubegrundet "hvad nu hvis jeg tager fejl?" og det holder mange tilbage. Men lad tvivlen komme barnet tilgode. Hellere en påtale for meget end for lidt. Bekymringen skal videregives til pædagog i institutionen, lærer på skolen eller direkte til kommunens socialforvaltning, og det kan gøres anonymt. Derefter er borgerpligten udført, og man må så have tillid til, at de professionelle tager over med en vurdering, hvad der er familiens vilkår, og om det resulterer i en anbringelse af børnene, en hjælpeforanstaltning i hjemmet eller en afblæsning af bekymringsalarm.



Det er kommunens sagsbehandler, der har ansvar for dette skøn, og de er desværre alt for tidspressede i deres hverdag, hvilket får sager til at smutte igennem nåleøjet, eller udløse forkert hjælpeforanstaltning/vurdering. Her må barnets pædagog og lærer fortsat holde ekstra obs på barnet, om den ønskede positive forandring i barnets trivsel kommer eller udebliver. Og er sidstnævnte vilkårene, så må sagsbehandleren kimes ned til barnets trivsel begynder at udvikle sig positivt. 



Kun hvis vi slutter tæt og fælles ring om det misrøgtede barn, kan vi få hul på den betændte byld barnet lever med belastning af hver eneste dag. 



Jeg har altid sagt alle mine bekymringer højt, når jeg har været hos en familie. Men jeg har desværre nogle få gange ladet mig forblænde så meget af den positive forandring i hjemmet, mens jeg var tilstede, at jeg ikke så ALT, hvilket resulterede i at ikke alt blev opklaret, mens jeg kom hos familien. Og selvom jeg føler, at jeg gjorde, hvad jeg kunne i situationen, var det jo ikke godt nok. Og derfor er disse få børn konstant med i mine tanker. Dem slipper man aldrig... Men måske kunne en endnu tættere fællesskabring i lokalområdet have kradset hul i familiens overfladeskal, mens jeg kom hos dem.



Det er pinligt, at personale skal på kursus i inklusion for at lære hvordan de selv kan være inkluderende og hvordan de kan få forældre til at være det. For mig er inklusion ikke en pædagogisk metode men et menneskesyn... Hvis alle tager den gamle grundværdi op "du skal være mod andre, som du ønsker de skal være mod dig" og videregiver den til egne børn, ja så er der skabt bedre betingelser for mennesker handler og derved spottes de misrøgtede børn. 



De 4 brave folk, der står frem med deres historie i aften på TV2 i programmet "de brændte børn", bør ikke fremkalde forargelse over, at det ikke blev opdaget, eller tanken "det kunne ikke ske i vores pæne kvarter", for det gør det ske imorgen, hvis for mange vender det blinde øje til bekymring for et barn i nærmiljøet. Lad de 4 menneskers historie ruske op i os allesammen, og få os til at handle ved bekymring. Ikke at vi de næste dage spotte skal spotte misrøgt allevegne og ved mindste udskejelse fra barnet, men vi skal.bare holde os obs på, at alle børn er med i fællesskabet og hvis ikke så inviteres de.



Alle børn har ret til en god opvækst. Alle borgere har pligt til at anmelde for et barn, som ikke vokser op med gode vilkår. Med håb om at alle gør den lille forskel for det udsatte barn fra idag og altid fremover. Bedste hilsner fra Lola

Ps. Jeg ved godt, at jeg skriver for langt et indlæg, men det er så svært for mig at korte betydningsfulde emner". 
Citat slut   



Hun har ret i at det er et betydningsfuldt emne, men man skal som udgangspunkt tænke, at når man laver en underretning gør man det udfra egne ressourcer og erfaringer, ikke ressourcerne hos den familie man underretter. Hvis man selv har verdens 5 letteste børn en god økonomi mm, og tænker sig som ressourcestærk, er man det så nødvendigvis? Hvordan kan man vide om den enlige forsørger med kun et barn med særlige behov, uden bil, dårlig økonomi osv har mindre ressourcer. Måske har vedkomne flere ressourcer end en selv. Vil underretter selv være i stand til at leve et mere besværligt liv og stadig være ressourcestærk? Ikke mange stiller sig det spørgsmål.

Lærere og pædagoger tror virkelige på, at de gør en god indsat for barnets skyld, har jeg erfaret gennem den sidste måned. Men hvordan kan man være så naiv? Tror de virkelig på at loven overholdes? Mange af dem overholder den jo ikke engang selv inden de underretter.

Jeg syntes som de fleste andre selvfølgelig, at børn skal hjælpes, hvis de er i nød, men man skal sørme ikke selv være årsagen til de havner i nød! Hvordan sikrer vi bedst at det er de rigtige familier og børn der "indfanges" og hvordan får de den rette hjælp? Er det tvungne foranstaltninger eller drejer det sig om samarbejde? Det burde være det sidste, for faktisk står der jo også i loven, at det skal være med forældrenes accept, det overholdes bare heller ikke.

Der findes flere og flere der endelig tør stå frem trods skamfølelsen der føler med en underretning.

For når man underrettes er man på forhånd dømt som dårlige forældre og må selv rense sig, hvis man kan. Hvis man har råd kan man betale i dyre domme for advokat bistand, kun for at sagsbehandlingen holdes indefor loven. Som kriminel i dette land, er man uskyldig til det modsatte er bevist, og de får endda stillet gratis advokatbestand til rådighed.

Hvor er vi henne?

Der findes efterhånden en del, som skriver om de overgreb, som familier smides ud i, når der laves underretninger på dem.


Nogle får hjælp, mens andre familier systematisk køres i sænk. Det er et lotterispil! Hvilken sagsbehandler møder du? Kan I sammen? Hvilke personlige udfordringer og erfaringer har denne sagsbehandler?


Hvor ofte vinder man i LOTTO?

Vidste du fx, at sagsbehandlere ikke behøver at være socialrådgivere? 

Der blev for få år siden lavet en undersøgelse der viste, at flere sagsbehandlere var unge under uddannelse, der sad med fuld kompetance. De havde hverken uddannelse eller livserfaringer.

Hvordan behandles en sag, når sagsbehandlingen består af konstant skiftende sagsbehandlere?


Disse sager jeg taler om, handler slet ikke om udsatte familier, det vi som oftest tænker sat sammen med underretninger og børn der misrøgtes eller omsorgssvigtes. Dette handler om følsomme børn der reagere på for mange stimuli! Som behøver ro og tryghed! Hvordan berører dette så børnene? Holde dem udenfor siger man, men det er ikke muligt. For det første kan de mærke alt der påføres forældrene, for det andet indkaldes de til samtale på kommunen.

Jeg kan kun sige en ting. Jeg VED loven ikke overholdes. Går den så går den, måske fandt man noget diskriminerende. 

Jeg er glad for jeg ikke valgte et erhverv, hvor jeg har udvidet indberetingspligt. Jeg ville aldrig kunne sove om natten. For så jeg nu rigtigt? Fik jeg hjulpet dem der skulle hjælpes, eller fik jeg ødelagt en familie?

Jeg ville aldrig kunne være den dommer i andres liv.


Her kommer et par indlæg omkring underretninger - Alle meget læseværdige!







Denne stilhed forsvinder totalt efter en underretning.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...