torsdag den 12. juni 2014

Mor er ikke samarbejdsvillig

Ulla Jensen
Mange særligt sensitive børn har mere sygefravær end andre børn. Det ved de som arbejder med disse børn, men andre gør ikke.

En pædagog og lærer har intet lært omkring særligt sensitive børn i deres uddannelse. De kan ikke genkende dem, de kan ikke dække deres behov, og de kan være årsagen til at børnene overbelastes.

Hvad er resultatet af, at fagpersoner kun er uddannet til ca 80 - 85 % af de børn de skal være omsorgs personer for i de fleste af barnets vågne timer? Samtidig er det de resterende 15 - 20 % børn med mest behov for forståelse der ingen har.

Børnene får ikke den støtte og forståelse, som de ser deres venner får. Det bevirker at de kan føle sig forkerte, anderledes eller ikke værdige. 

Det kan ødelægge deres selvværd.

Når børnene begynder at vise tegn på mistrivsel, mener fagpersoner ikke det er pga. dem, de har jo trods alt forstand på børn (bare ikke lige vores). Det ender med underretninger til kommunen. På en måde kan man sige, at de ser rigtigt, de ser et barn i mistrivsel, men fokus er flyttet over på forældrene, som fagpersonen mener er de ansvarlige. Altså problemer i hjemmet.

Det handler ifølge fagpersoner om, at forælderene ikke ser deres barn rigtigt. Sætter ikke nok grænser. Er pylrede og forkæler barnet. De mener at barnet styrer familien. De mener så meget... - forkert.

Når der indløber en underretning til kommunen, (ofte uden familien er blevet bekendt med det, førend der er brev i postkassen fra kommunen) mødes familien med mistro og den der med "de dårlige forældre". Der kører mange sager, der kunne have været undgået, hvis de såkaldte fagpersoner var bedre til at se forældrene som barnets primær personer og er lyttede og støttende. Ofte er det ganske små tiltag der skal justeres for at barnet trives udenfor hjemmet. Ofte vil forståelse være nok.

Mange familier med særligt sensitive børn lever med disse underretninger som fast følgesvend, samt denne medfølgende mistro hele vejen rundt. Samtidig er det en ulige kamp man som forældre kæmper for, at støtte sit barn bedst muligt. Det gør ondt at se sit barn dagligt overstimuleret, utryg, ked, rasende, frustreret, angst og i sidste ende syg af aldrig at blive behandlet korrekt og anerkendt for den de er som person i deres daglige timer.

Hvad sker der, når barnet er for meget syg ifht de andre?

Så laves der igen underretninger på stribe pga bekymring for barnets trivsel.

I hjemmet selvfølgelig!

En ting er at man sender EN bekymrings skrivelse, men når man selv er den direkte årsag til både barnets og familiens mistrivsel, så hjælper det intet tværtimod, at fortsætte dette underretningsvanvid.

Der underrettes gerne fortløbende, trods der allerede er afsluttet en § 50 (børnefaglig undersøgelse) på kommunen, som afdækker hele familiens ressource kompetancer eller mangel på samme. Incl en forældreevne undersøgelse.

Trods sagen er kørende eller afsluttet og handleplan er iværksat, underrettes fortløbende fx fravær pga. sygdom. Tænker man virkelig som fagperson at dette støtter og hjælper barnet og familien? Eller kan man ikke tænke sig til, hvordan det påvirker og stresser både barn og familie, at skulle undgå mere fravær, hvilket bare gør barnet syg igen? 

Skal man virkelig som forældre presse sit barn afsted - syg - for at undgå disse underretninger? Er det egentlig at være en god forældre? En forældre det beskytter sit barn og tager vare på barnets behov. En grøft mellem barn og forældre kan nu opstå. Det er et problem der er skabt af fagpersoner uden forældrene har indflydelse på det. Det kan udvikle sig til, at barnet føler mistillid til andre voksne og i værste tilfælde også mistillid til forældrene. Barnet føler sig heller ikke forstået og beskyttet hjemme...  mere. 


Noget tyder på at uanset hvilke sanser, der er de berørte hos barnet, er det vigtigste 6. sansen. Det med STEMNING. Den god stemning. Men hvordan skal en familie opretholde den gode stemning, når barnet kommer hjem overstimuleret dag efter dag. Sammen med kampen mod alt og alle i barnets dag. Det tapper familien så meget, at den gode stemning er svær at finde. Den kan ikke ageres for særligt sensitive føler og ser lige igennem andre. De ved besked. Angsten for nabo underretninger hos forældrene, når der hver eftermiddag og aften skriges pga. overbelastning? De skæve blikke der modtages i opgange? De familier der havde det fint til at starte med, men ikke blev hørt eller taget seriøst udvikler nu mistrivsel. Forældrene fratages mere og mere forældre rollen, samtidig med, der forventes at der tages forældre ansvar!

Stærke ressource familier køres ned systematisk over den årrække dette kan stå på.

Hvorfor ikke bare lytte til forældrene inden det hele kører af sporet?

At åbne forældre intra er efterhånden så nervepirrende, at der skal tages tilløb, og det giver med det samme dårlig mave, med beskeder i indbakken. Det samme gælder postkassen, der kun tømmes på en dag med overskud til nedbrud.

Dette giver absolut ingen mening!

Hvad er idéen i at lave bekymrings underretninger på børn der allerede er i systemet, allerede er i behandling, er i udredning, er tilknyttet lægebehandling, er tilknyttet hospital?

Mon ikke snart vi skulle stoppe denne hetz mod familier med særligt sensitive børn? Tage fat i egen barm, vende brillerne og se på sin egen andel, inden man smider barnet og familien ud over bjergkanten til det uendelige dyb.

Hvad med noget efteruddannelse, så disse fagpersoner bliver i stand til at varetage 100 % af de børn de påberåber sig at være ambassadører for?

Så kunne vi også slippe for "mor diagnose" problemet

Og den med "MOR ER IKKE SAMARBEJDSVILLIG", den ville jo også være helt overflødig, eftersom det er fagpersonen selv der ikke er samarbejdsvillig.

Ressourcerne ville kunne bruges på de børn, der virkelig har et behov og midlerne være til rådighed. For helt ærligt ved jeg ikke, hvad man forventer der kommer ud af en underretning. Alle tiltag er sparet væk, og det handler kun om at forældrene skal bevise deres uskyld.... hvis de kan. Kan de ikke, så ser fremtiden sort ud for barnet.

Er dette fair?

Er det ikke mere en bekymring, at vi som forældre burde have over, at vores børn ikke får det andre børn gør. At de dagligt sendes afsted til en dag, hvor de selv skal kunne kæmpe sige igennem?


Med det samme vil jeg undskylde overfor de fagpersoner, der faktisk ved noget. Det gør de ofte kun fordi de selv har et særligt sensitivt barn, eller fordi de har haft et ønske om at lære mere. 

Men som forældre ønsker man, at uanset hvilke personer vi skal afleverer vores guld til, så er det til mennesker, der er uddannede til at varetage børnenes dagligdag og trivsel.... også VORES børn!

Det er ofte forbundet med flovhed, skam og følelsen af at være en dårlig forældre at blive underrettet til kommunen. STOP med det. Det er ikke familien den er gal med i de her tilfælde. Det er systemet. Stå frem over den uhørte urimelige behandling af os og vores børn <3



Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK

tirsdag den 3. juni 2014

Lige børn leger bedst




I dag kunne man i folketingsdebatten høre Helle Thorning-Schmidt. forklare, at inklusionen kun drejer sig om 3 i hver skole! Så de kunne sagtens inkluderes, uden yderligere midler end dem som var afsat.

Mon ikke lige hun er langt fra virkeligheden?

Hvad med de børn med diagnoser der i forvejen er i en almindelig folkeskole, og hvad med alle de særligt sensitive og højere begavede?

I gennemsnit sidder der 15-20 % særligt sensitive og ca 5% højere begavede. Hvis det regnes ud med de store klasser der er rigtig mange steder på 27-30 elever, så giver det altså nogle helt andre tal for børn med særlige behov. Samtidig har jeg slet ikke tallene for de børn med diagnoser der i forvejen var i klasserne. 

Så i hver klasse sidder der 3-5 særligt sensitive og 1-2 højere begavede, plus de børn med diagnoser der var i forvejen, og så kommer vi til de 3 på HELE skolen som hun taler om.

Måske hun ikke er så god til matematik, men det giver altså i omegnen af en håndfuld børn med særlige behov i HVER KLASSE. 

De børn der trods alt fungerede før vil få det rigtigt svært nu, og de som skal inkluderes yderligere vil få det svært. Og hvem har fundet på at det er lykken for børnene, at være sammen med en masse børn, som de ikke nødvendigvis kan spejle sig i alligevel? Og kunne det ikke tænkes, at det i stedet blev mere synligt for de som skal inkluderes, at de ikke helt er som de andre?

Langt hen ad vejen bør man nok huske på det gamle ordsprog:

Lige børn leger bedst <3










Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...