torsdag den 27. november 2014

Julen er over os

Af: Ulla Jensen

Julen er over os, og for alle er det en stresset tid. Men for vores børn kan den være uoverskuelig. Det er jo ikke meningen med julen, så hvordan kan vi lette den for vores særligt sensitive børn?

Her er lidt råd, kom gerne med dine.

Spændingen kan være ulidelig især for vores børn, der i forvejen kan have rigeligt med følelser at rumme. Så man kan forsøge, at gøre den så overskuelig som mulig.


*Deltag i så få arrangementer som muligt.

*Giv jer god til at hygge, det er jo det julen handler om.

*Gør julehandlen UDEN børnene.

*Forklar i god tid, hos hvem og hvordan I skal holde julen.

*Forklar at en ønskeseddel, altså kun er ØNSKER, ikke en INDKØBSseddel.

*Nogle børn har det svært med julemanden. Accepter det. Hvorfor skulle det være rart at få taget foto hos en gammel beskægget mand, man ikke kender?

*Julekalendre med gaver, kan ødelægge det hele. Lad barnet evt se hvad indholdet er, pak ind igen, og lad barnet glæde sig til at pakke op, uden den sygelig rumlen i maven.

*Det samme med gaverne, måske kan det være nødvendigt at fortælle eller vise hvad gaverne indeholder, det vil gøre glæden større, nu den har mistet den vanvittige spænding.

*Giv evt en god gave fx puzzle spil om morgenen, der kan få tiden til at gå gennem dagen.

*Giv dem evt gaver jævnt over hele dagen, det giver tid til at lege længe med hver ting, og dagen gider mere stille.

Der er masser af råd til en stille jule måned, det kræver bare, at I mærker i maven, HVAD der er bedst for JERES børn. Hvordan kan I hjælpe dem? Hvad betyder noget for jeres børn for, at de synes det er en god jul. Ved du det?

Kunne du forestille dig at "flytte" juleaften nogle timer frem? Hold det hele som sædvanligt, men gør det kl. 12. Det giver kun en formiddag med forventning. Det giver mere ro til maden, børnene kan hurtigt få gaverne, at lege med, mens resten sidder til bords i flere timer og hygger med maden, mens børnene har fundet roen med alle deres gaver, og bare kan lege hele eftermiddagen.

Hos os laver vi hvert år en juleønskeliste.

Hvad skal der til for at julen bliver god for mit barn?

Den kan se sådan ud i barneøjne.


  • Tid med min mor og far.
  • Klippe et rigtigt fint julehjerte.
  • Lære at flette en stjerne.
  • Rød - grøn.
  • Juletræ.
  • Mange lys.
  • Guf og kager.
  • Klejner eller en anden bestemt småkage.
  • Bage med min mor, eller bestemt ikke bage med min mor.

Lav listen samme med barnet. Ti stille, bare lyt. Nogle gange er det simpelthen, SÅ små ting barnet føler er det som handler om jul, og på den letteste måde, kan man opfylde de fleste punkter.

Og ja, vi har holdt "picnik jul på gulvet", det var simpelthen en fantastisk jul, vi stadig husker som en af de allerbedste.


Blæs på traditionerne. Lav jeres egne.
RIGTIG GOD DECEMBER OG GLÆDELIG JUL <3








photo credit: <a href="https://www.flickr.com/photos/pagedooley/5270600203/">kevin dooley</a> via <a href="http://photopin.com">photopin</a> <a href="http://creativecommons.org/licenses/by/2.0/">cc</a>

onsdag den 26. november 2014

mandag den 24. november 2014

De "uopdragne" sensitive børn




Sikke en debat og ophidselse der er er på Facebook i disse dage. Med god grund kan man sige, for klummeskribenten Eva Agnete Selsing brøler jo sin uvidenhed ud til folket. Hmm måske er hun bare en uvidne provokatør, og alle ville have haft bedst ved bare at ignorere hende så hun ingen taletid fik.


Men for særligt sensitive gør den ondt, netop fordi den rammer et møg uretfærdigt punkt. Sensitive har det svært ved uretfærdigheder. Det er jo netop det, som folk tror om vores børn, at de er uopdragne. Det er de IKKE, man finder blandt de særligt sensitive børn, de allermest velopdragne børn man kan møde. Så enten er hun torskedum eller også vil hun bare gerne i rampelyset. Desværre har hun ikke tænkt over, hvordan det vil gå ud over vores velopdragne børn.


Men ja et sted har hun ret. Mange med uopdragne børn bruger den med barnet er særligt sensitiv, og det skader vores børn. Det skal ikke være en undskyldning, men en forståelse for barnet når det "skaber sig tosset", for det handler ikke om uopdragenhed, men overstimulering. Hvordan opføre ikke sensitive sig, når de er gennemstressede og pressede ud over kanten? Sikkert ikke særligt velopdragent.


En blog skriver gav igen og forklarede på den pæneste måde, hvordan særligt sensitive børn de er. Stille og rolige, og de ønsker at trække sig, når de er fyldt op. Ja ja de findes også, men det er næppe de stille introverte, der hentydes til i artiklen, men de signalstærke børn. SIGNALSTÆRKE!!! Alene ordet siger lidt om deres temperament og "tågehorn". De er som de stille også særligt sensitive, bare på en helt anden måde. Både de signalstærke og de ekstroverte børn er meget mere udadvendt både i forhold til livet generelt, mødet med andre mennesker, men så sandelig også i forhold til sanseoverstimuli. De trækker sig ikke så gerne, og de er meget sansesøgende, hvilket kun gøre det hele værre. De kan få de voldsommeste "flip" og raserianfald, når de ikke kan rumme mere. De er svære at nå i situationerne, og man kommer længst ved bare at lade dem rase af og være i fred, så længe de ikke skader sig selv og andre. Se de kan opfattes særligt uopdragne, men tag ikke fejl, det er blandt de signalstærke man finder de allerstørste og empatisk hjerter i denne verden. Det er blandt dem, man finder de børn, som går over egne grænser for, at hjælpe andre. Det er blandt dem man finder børn, der i en MEGET tidlig alder (2-3 år) ved hvad der er rigtig og forkert opførsel. Det er dem der sidder pænt på restauranten, fordi de ved, det gør man ude. 

Det er så nedværdigende for dem, at mærke, at andre mener, at de er uopdragne.



Så kære du, som mener Eva Agnete Selsing har ret, sæt dig ind i tingene inden du dømmer så uretmæssigt, som hun har gjort.



Link:

Klummeskribent: Særligt uopdragen

Blogger: Marchersmeninger.com Særligt sensitive og uopdragne børn

En info side om særligt sensitive og signalstærke børn

Signalstærke børn






SENSITIV RÅDGIVNING


Er der sket nogle ændringer i hjemmet?



Denne blog er gerne en jeg skriver på, når der dukker ting op i diverse indlæg rundt omkring. Ting man eller især jeg kan undres over. Og hvis jeg kan, kan andre måske også. Jeg kommer gerne i dette hjørne, når der kommer uforståelige (for mig) holdninger eller fralæggelse af eget ansvar for vores børns trivsel. Det samme gælder i dag. Forleden var der nemlig en mor som skrev i en Facebook gruppe, om hvordan de fik en besked over intra.


Familien her flere børn på samme skole. Alligevel er der stor forskel på, hvordan de bliver set på som forældre i forhold til hvilket barn og klasse der er tale om. Man må dog formode, at det burde være det samme syn fra ledelsens side?

Det ene af børnene har haft en meget svær skole tid, mens de andre har haft en god, fordi læreren i det tilfælde var god til at rumme og samarbejde. Der skulle nogle små justeringer til og så kørte det. Men for det ene barn var samarbejdet nærmest fraværende. Heldigvis kommer de dog frem til noget der fungere for dette barn og det går fint et års tid. Alle er glade.

Ny Skolereform:


Skoleåret starter med ny skolereform (som kun fåtallet kan finde ud af) og deroveni en klassesammenlægning, så de går fra 19 til 28 elever. Det var samtidig overgang fra indskoling til mellemtrin og dermed flere krav. Det var længere skoledage, og lærer der er stressede og forsøger at finde sig tilrette i den nye reform, lektiecafé og flere elever med behov, og klassen var noget af en udfordring i forvejen.

Resultatet kan selvfølgelig ses og mærkes på dette barn, der nu er mere og mere ked af det og negativ overfor skolen.

Men så kom beskeden på intra.......


"Vi ser en markant ændring i jeres barn", og deres spørgsmål: "Er der sket nogle ændringer i hjemmet?"

Så er det altså noget koger i mig!!!


For hvordan pokker fik de lige fralagt sig alt ansvaret her???

Kan de ikke se alle deres egne ændringer? Der var jo ret mange!!!

Kan de virkelig ikke fatte, at det foregår hos dem selv, eller er det en manøvre for at få ryggen fri?

Jeg undres til stadighed over de såkaldte fagfolk.


___________________________________________________________









tirsdag den 14. oktober 2014

ORKIDEBØRN på Google+






Jeg deler også materiale på Google+, hvis du eller en du kender vil følge mig der.





tirsdag den 7. oktober 2014

Når skyggen tager over




Som jeg har skrevet før, så er særligt sensitive børn ikke kendt nok hos fagpersonale. Ja der er da nogle der ved noget, men flertallet gør ikke. Og hvad kommer det til at koste først og fremmest barnet? Men også hele familien.



Når fagpersoner ikke forstår, hvordan et særligt sensitivt barn er, føler og tænker, så vil de behandle det som alle andre børn, men det kan barnet ikke trives i. Vi har helt glemt, at børn bare er børn og at de er meget forskellige og at det skal de have lov at være. Næh nej, nu skal alt jo have en årsag. Normalbegrebet har aldrig været mere snævert, og vi slynger om os med diagnoser. Selvfølgelig for barnets skyld ytres der. Altså en diagnose giver fagfolk såsom pædagoger og lærere noget at forholde sig til, i stedet for at forholde sig til barnet, som ville være det mest naturlige. Alligevel mener fagpersoner at de er barnets ambassadørere for trivsel, både i de timer de selv har dem, men sørme også i hjemmets timer. Når så ikke barnet har en diagnose men "bare" er særligt sensitiv, så giver det problemer, for mange af de tegn de kommer med er nøjagtigt de samme, som børn der bliver omsorgssvigtet. Selvfølgelig hænger mange af tegnene generelt sammen med det særligt sensitive, men man kan ikke undgå at tænke på, om det i virkeligheden er reaktioner på mistrivsel og omsorgssvigt de udviser? Så på den måde ser fagpersonerne måske rigtigt, men årsagen ser de ikke. Omsorgssvigtet er udefor hjemmet, i institutionen, SFO'en, skolen, ja sågar på kommunen, (offentligt omsorgssvigt), når der er indgivet en underretning på forældrenes manglende evner. På kommunen fortsætter familien så sin kamp for forståelse, for sagsbehandlerne har med at hælde hovedet over mod fagpersonerne, de er jo de klogeste på børn mener de, nøjagtigt som fagpersonerne selv gjorde. Imens skal barnet som ikke blev forstået i institutionen, nu selv klare sig igennem dagligdagen udenfor hjemmet, og samarbejde mellem forældre og pædagoger/lærere er det intet af. Barnet er havnet i en gråzone til at klare sig selv i timerne udenfor hjemmet. Hvad sker så? Både barn og familie lever nu i en stresstilstand og dagene handler mere og mere om overlevelse. Her kommer så idéen med dette blogindlæg. For jeg fandt denne, og den beskriver netop hvordan en sådan familie ender før eller siden. Nu skal vi huske på, at forældere til særligt sensitive børn er ganske ressourcestærke familier, så de vil kunne kører i årevis før de knækker, men hvordan vil livet i hjemmet blive mens familien presses og stresses yderligere dag for dag? 


Familien ender før eller siden her:


"*Når skyggen tager over i forældreskabet har vi svært ved at acceptere og håndtere vores barns ’dårlige’ opførsel

*Når skyggen tager over i forældreskabet bliver vores lunte kort og vores tålmodighed lille

*Når skyggen tager over i forældreskabet siger vi ting, vi har forsvoret, vi aldrig ville sige til vores barn

*Når skyggen tager over i forældreskabet kalder vi vores barns vrede ’hysteri’ – og dets sorg ’tuderi’

*Når skyggen tager over i forældreskabet, giver vi vores barn skylden for, at vi bliver nødt til at skælde ud

*Når skyggen tager over i forældreskabet, kan det være svært at mærke kærligheden til vores barn

Det er helt normalt. "



Man kan nå helt derud, hvor følelserne for barnet er fraværende. Man kan nå til at man selvfølgelig med sin forstand kan sige, det ikke er barnets skyld, men følelserne indeni siger noget andet. Man kan begynde at lægge afstand til "problemet" (barnet), hvilket er katastrofalt. At blive ved at hive sig selv op ved hårrødderne kan virke umuligt og der er fare for, at forældrene selv ender i angst eller/og depression. Det hele kan virke håbløst. I alt dette står et lille følsomt barn, som har brug for hjælp. Den hjælp der fra start bare havde været forståelse fra fagpersoner.




torsdag den 25. september 2014

Følg min blog på bloglovin

Follow my blog with Bloglovin

Sansesart

© Ulla Jensen
www.orkideborn.dk
www.orkidebornene.blogspot.dk


Sansesart......

Det får de små nakkehår til at stritte på mange som er sansesarte. Det har endda flere gange ført til, at jeg er blevet bedt om at omskrive mine tekster og forklaringer. Særligt sensitive mennesker vil ikke betegnes som SANSESART!!!!

Jeg ændre nu ikke mine tekster af den årsag, for vi ER sansesarte, men hvorfor denne modstand?

Forklaringen er simpel. De fleste sætter sart sammen med svag. Sansesvag er jo bestemt det modsatte af sansesart, for vi føler endnu mere end andre, så vores sanser er bestemt ikke svage.

Sart her på DEN DANSKE ORDBOG forklare det måske bedre end jeg plejer at gøre.

For sart handler om at være følsom, at kræve nogle hensyn. Og her er det sanserne der er sarte, følsomme og kræver en hensyntagen. Ikke jeg'et, ikke mennesket med sanserne. Til gengæld syntes jeg særligt sensitiv er mere misvisende..... Sensitiv i særlig grad..... Smag på ordet.

Jeg bryder mig ikke om det.

HSP =  Høj Sensitiv Person, altså HELE personen er sensibel. Det passer jo slet ikke!

SANSESART ordet siger det hele, SANSERNE er sarte.

Jeg plejer at forklare det med et gulv. Et gulv kan være sart, afhængig af materialet det er lavet i. Det kan kræve man tusser rundt på strømpesokker og have brug for speciel olie eller andet behandling. Andre gulve er mere hårdføre og kan klare selv stilet hæle. Men fælles for de to gulve, om det er lavet i en sart træsort, eller i robuste klinker er bæreevnen. Uanset hvor sart det er, er bæreevnen stærk.


Her en fin sart blomst, der trodser selv den hårdeste modstand. Jeg syntes den står rank og stolt, sart som den er <3








onsdag den 24. september 2014

Underretningens pris


Mange familier med særligt sensitive børn bliver underrettet til kommunen af flere årsager.

1. Pædagoger og lærere har for lidt viden og kendskab til særligt sensitive børn.

2. De har for meget magt.

3. De er ikke gode til at have et ligeværdig samarbejde med forældre.

4. De tror ikke på forældrene

5. Tegn som særligt sensitive børn kan have, ligner til forveksling tegn som omsorgs svigtede børn udviser.

6. Der opfordres til hellere underrette en gang for meget end for lidt.

7. Pædagoger og lærere har misforstået formålet med underretninger.

8. Pædagoger og lærere kan ikke se deres egen andel i barnets evt mistrivsel.

Dette er nok de mest almindelige årsager, der er selvfølgelig flere, men fælles er at fagpersoner dækker sig ind under at være børnekyndige, og at de mener at de gør barnet en tjeneste, og dermed har ophøjet sig over forældrene til at være barnets ambassadør.

Der er visse foreskrifter hvordan en underretning skal laves.

Der skal have været forudgående møder i håb om at finde en fælles indsats for barnet.
Der skal meddeles forældrene, at man sender en underretning og udlevere en kopi. 
- Helst skal den underskrives af forældrene.

Dette sker sjældent.

Ofte finder familien ud af underretningen, ved at der ligger et brev fra kommunen i postkassen med indkaldelse, uden at vide hvorfor (kommunen regner jo med at familien ved besked og har fået udleveret kopi).

Det er allerede her nu stressende og angstprovokerende at vente til mødetiden, hvor man vil blive fortalt hvorfor man er indkaldt. I mellemtiden kan den pågældende pædagog/lærer have sagt godmorgen til forældrene uden at give det mindste tegn på, at de bag om ryggen har lavet en underretning fx. på problemer i hjemmet.

Mange familier med særligt sensitive børn har oplevet, at der en uge inde i sommerferien dumper et sådan brev ind i postkassen, så ferien er ødelagt, for mødet er selvfølgelig sat til efter sommerferien, for sagsbehandleren er taget på ferie.

Det samme sker op til jul, hvor det ikke er ualmindeligt, at "julekortet" 2 dage før jul er et brev med indkaldelse fra kommunen, igen er mødetiden sat til midt eller sidst i Januar. Altså er julen ødelagt.

Det kan virke som, man gerne lige vil "rydde skrivebordet" inden man selv går på ferie, uden hensyntagen til de børn og familier det rammer. Flere har aldrig hørt et eneste ord fra institutionen eller skolen om, at de mistænker familien for misrøgt, eller barnet skulle være i mistrivsel.

Familier ved godt at deres barn har det svært, men der er ofte ingen hjælp at hente. Samarbejdet mellem institutionen/skolen kan være umulig gjort af overnævnte punkter.

Forældrene ser et barn hjemme, fagpersoner ser noget helt andet og tror simpelthen ikke på familien. De må altså være ude af stand til at se sit barn rigtigt.




Jeg så for nogle uger siden et opslag på Facebook fra Lola Jensen, som alle åbenbart forguder og som opfordrer alle til at underrette mere, hvis de ser det mindste tegn på misrøgt hos et barn, og hun remser mange tegn op. Desværre er det netop også tegn der kan sættes sammen med særligt sensitive børn, uanset om de er i trivsel eller ej. Det er farligt, at en "kendt" person kommer med sådan et opråb uden, at tænke på hvor mange der vil følge hendes eksempel uden nok viden eller faglighed. Hvor meget skade vil det i stedet give familierne? Og barnet?





    "Kære ressourceforældre, -nabo og professionelle kollegaer ude i det ganske land. Jeg er lige gået ud af GO morgen studiet efter indslag om det emne, som jeg brænder mest for... "De brændte børn", som TV2 viser dokumentar om iaften, hvor 4 voksne fortæller om deres brændte barndom... Jeg fik 7 minutters taletid for de misrøgtede børn, som der ikke bliver gjort en indsats for, og kan jo tænke efterfølgende, "råbte" jeg højt nok i indslaget for disse børn?

Måske er der er et barn i nærmiljøet, som tænder bekymringsklokkerne indimellem. Alle har pligt til at gøre noget, ikke kun de næste dage, hvor der er sat fokus på emnet, men hver gang der er tegn på et barn i misrøgt. En opmærksomhed og handling for barnet kan lige være den indsats, der gør hele den positiv forskel for barnet. 

Det kan være ret svært at spotte et misrøgtet barn. De gemmer sig, holder kortene tæt til kroppen, er meget loyale overfor forældrene og har lært at lyve om forskellige hændelser. Mange børn idag mangler optimal trivsel pga. Forskellig uro i hverdagen, og det har gjort det endnu sværere at spotte de misrøgtede børn. Men er det et barn med meget lavt selvværd, der trykker sig ved kontakt især fysisk kontakt, er længe om at svare og svarer usikkert, synes at opgaverne er svære, og tror ikke selv på egne evner til at løse dem. Barnet mangler også livsgnist i øjnene og blikket flakker. Barnet er aldrig med i legepladsens eller skolegårdens legegrupper, eller med hjemme hos kammerater eller inviterer børn med sig hjem. Barnet er lidt usselt klædt, ikke nødvendigvis beskidt eller slidt i tøjet. Den 9årige og opefter er ligeglad med sit udseende - hvordan håret sidder, strømperne åler og er lidt forskellige, pigens leggins er for korte, skoene er ikke årstidspassende osv. Barnet går heller ikke til sportsaktiviteter. Forældrene deltager ikke i fællesaktiviteterne, og undgår omgang med de andre børns forældre. Kan der nikkes ja til hovedparten af disse emner for barnet, så er et eller andet i barnets liv ihvertfald ikke godt nok.


Der ydes mindre "nabohjælp" til disse børn idag, fordi folk er bange for at tage fejl, bange for utidig indblanding i privatlivets fred, bange for besværligheder i eget liv, eller orker ganske enkelt ikke den ekstra besværlighed det er at tage et udsat barn med hjem på egen matrikel. 



Men hvis andre børns forældre åbner hjemmet for disse børn, så giver det gode betingelser for at gøre en forskel måske blot ved at give det udsatte barn en god ven i eget barn. Måske kan man lære barnet bedre at kende og få be- eller afkræftet sin bekymring for barnet. Måske vil hjælpen til barnet blot bestå i at vise helt normale familiers levevilkår, og dermed hurtigere få det udsatte barn til at tænke: "Min familie lever jo ikke på rigtig og tryg vis, for hos mine nye kammerater Anders og Benjamin er der jo nogle helt andre voksne og mere trygge forhold". Derved vil barnet måske fortælle om sine trængsler allerede i barndommen til en fortrolig voksen, fremfor først at få det frem som voksen mønsterbryder...

Folk kan frygte at deres mistanke er ubegrundet "hvad nu hvis jeg tager fejl?" og det holder mange tilbage. Men lad tvivlen komme barnet tilgode. Hellere en påtale for meget end for lidt. Bekymringen skal videregives til pædagog i institutionen, lærer på skolen eller direkte til kommunens socialforvaltning, og det kan gøres anonymt. Derefter er borgerpligten udført, og man må så have tillid til, at de professionelle tager over med en vurdering, hvad der er familiens vilkår, og om det resulterer i en anbringelse af børnene, en hjælpeforanstaltning i hjemmet eller en afblæsning af bekymringsalarm.



Det er kommunens sagsbehandler, der har ansvar for dette skøn, og de er desværre alt for tidspressede i deres hverdag, hvilket får sager til at smutte igennem nåleøjet, eller udløse forkert hjælpeforanstaltning/vurdering. Her må barnets pædagog og lærer fortsat holde ekstra obs på barnet, om den ønskede positive forandring i barnets trivsel kommer eller udebliver. Og er sidstnævnte vilkårene, så må sagsbehandleren kimes ned til barnets trivsel begynder at udvikle sig positivt. 



Kun hvis vi slutter tæt og fælles ring om det misrøgtede barn, kan vi få hul på den betændte byld barnet lever med belastning af hver eneste dag. 



Jeg har altid sagt alle mine bekymringer højt, når jeg har været hos en familie. Men jeg har desværre nogle få gange ladet mig forblænde så meget af den positive forandring i hjemmet, mens jeg var tilstede, at jeg ikke så ALT, hvilket resulterede i at ikke alt blev opklaret, mens jeg kom hos familien. Og selvom jeg føler, at jeg gjorde, hvad jeg kunne i situationen, var det jo ikke godt nok. Og derfor er disse få børn konstant med i mine tanker. Dem slipper man aldrig... Men måske kunne en endnu tættere fællesskabring i lokalområdet have kradset hul i familiens overfladeskal, mens jeg kom hos dem.



Det er pinligt, at personale skal på kursus i inklusion for at lære hvordan de selv kan være inkluderende og hvordan de kan få forældre til at være det. For mig er inklusion ikke en pædagogisk metode men et menneskesyn... Hvis alle tager den gamle grundværdi op "du skal være mod andre, som du ønsker de skal være mod dig" og videregiver den til egne børn, ja så er der skabt bedre betingelser for mennesker handler og derved spottes de misrøgtede børn. 



De 4 brave folk, der står frem med deres historie i aften på TV2 i programmet "de brændte børn", bør ikke fremkalde forargelse over, at det ikke blev opdaget, eller tanken "det kunne ikke ske i vores pæne kvarter", for det gør det ske imorgen, hvis for mange vender det blinde øje til bekymring for et barn i nærmiljøet. Lad de 4 menneskers historie ruske op i os allesammen, og få os til at handle ved bekymring. Ikke at vi de næste dage spotte skal spotte misrøgt allevegne og ved mindste udskejelse fra barnet, men vi skal.bare holde os obs på, at alle børn er med i fællesskabet og hvis ikke så inviteres de.



Alle børn har ret til en god opvækst. Alle borgere har pligt til at anmelde for et barn, som ikke vokser op med gode vilkår. Med håb om at alle gør den lille forskel for det udsatte barn fra idag og altid fremover. Bedste hilsner fra Lola

Ps. Jeg ved godt, at jeg skriver for langt et indlæg, men det er så svært for mig at korte betydningsfulde emner". 
Citat slut   



Hun har ret i at det er et betydningsfuldt emne, men man skal som udgangspunkt tænke, at når man laver en underretning gør man det udfra egne ressourcer og erfaringer, ikke ressourcerne hos den familie man underretter. Hvis man selv har verdens 5 letteste børn en god økonomi mm, og tænker sig som ressourcestærk, er man det så nødvendigvis? Hvordan kan man vide om den enlige forsørger med kun et barn med særlige behov, uden bil, dårlig økonomi osv har mindre ressourcer. Måske har vedkomne flere ressourcer end en selv. Vil underretter selv være i stand til at leve et mere besværligt liv og stadig være ressourcestærk? Ikke mange stiller sig det spørgsmål.

Lærere og pædagoger tror virkelige på, at de gør en god indsat for barnets skyld, har jeg erfaret gennem den sidste måned. Men hvordan kan man være så naiv? Tror de virkelig på at loven overholdes? Mange af dem overholder den jo ikke engang selv inden de underretter.

Jeg syntes som de fleste andre selvfølgelig, at børn skal hjælpes, hvis de er i nød, men man skal sørme ikke selv være årsagen til de havner i nød! Hvordan sikrer vi bedst at det er de rigtige familier og børn der "indfanges" og hvordan får de den rette hjælp? Er det tvungne foranstaltninger eller drejer det sig om samarbejde? Det burde være det sidste, for faktisk står der jo også i loven, at det skal være med forældrenes accept, det overholdes bare heller ikke.

Der findes flere og flere der endelig tør stå frem trods skamfølelsen der føler med en underretning.

For når man underrettes er man på forhånd dømt som dårlige forældre og må selv rense sig, hvis man kan. Hvis man har råd kan man betale i dyre domme for advokat bistand, kun for at sagsbehandlingen holdes indefor loven. Som kriminel i dette land, er man uskyldig til det modsatte er bevist, og de får endda stillet gratis advokatbestand til rådighed.

Hvor er vi henne?

Der findes efterhånden en del, som skriver om de overgreb, som familier smides ud i, når der laves underretninger på dem.


Nogle får hjælp, mens andre familier systematisk køres i sænk. Det er et lotterispil! Hvilken sagsbehandler møder du? Kan I sammen? Hvilke personlige udfordringer og erfaringer har denne sagsbehandler?


Hvor ofte vinder man i LOTTO?

Vidste du fx, at sagsbehandlere ikke behøver at være socialrådgivere? 

Der blev for få år siden lavet en undersøgelse der viste, at flere sagsbehandlere var unge under uddannelse, der sad med fuld kompetance. De havde hverken uddannelse eller livserfaringer.

Hvordan behandles en sag, når sagsbehandlingen består af konstant skiftende sagsbehandlere?


Disse sager jeg taler om, handler slet ikke om udsatte familier, det vi som oftest tænker sat sammen med underretninger og børn der misrøgtes eller omsorgssvigtes. Dette handler om følsomme børn der reagere på for mange stimuli! Som behøver ro og tryghed! Hvordan berører dette så børnene? Holde dem udenfor siger man, men det er ikke muligt. For det første kan de mærke alt der påføres forældrene, for det andet indkaldes de til samtale på kommunen.

Jeg kan kun sige en ting. Jeg VED loven ikke overholdes. Går den så går den, måske fandt man noget diskriminerende. 

Jeg er glad for jeg ikke valgte et erhverv, hvor jeg har udvidet indberetingspligt. Jeg ville aldrig kunne sove om natten. For så jeg nu rigtigt? Fik jeg hjulpet dem der skulle hjælpes, eller fik jeg ødelagt en familie?

Jeg ville aldrig kunne være den dommer i andres liv.


Her kommer et par indlæg omkring underretninger - Alle meget læseværdige!







Denne stilhed forsvinder totalt efter en underretning.





torsdag den 12. juni 2014

Mor er ikke samarbejdsvillig

Ulla Jensen
Mange særligt sensitive børn har mere sygefravær end andre børn. Det ved de som arbejder med disse børn, men andre gør ikke.

En pædagog og lærer har intet lært omkring særligt sensitive børn i deres uddannelse. De kan ikke genkende dem, de kan ikke dække deres behov, og de kan være årsagen til at børnene overbelastes.

Hvad er resultatet af, at fagpersoner kun er uddannet til ca 80 - 85 % af de børn de skal være omsorgs personer for i de fleste af barnets vågne timer? Samtidig er det de resterende 15 - 20 % børn med mest behov for forståelse der ingen har.

Børnene får ikke den støtte og forståelse, som de ser deres venner får. Det bevirker at de kan føle sig forkerte, anderledes eller ikke værdige. 

Det kan ødelægge deres selvværd.

Når børnene begynder at vise tegn på mistrivsel, mener fagpersoner ikke det er pga. dem, de har jo trods alt forstand på børn (bare ikke lige vores). Det ender med underretninger til kommunen. På en måde kan man sige, at de ser rigtigt, de ser et barn i mistrivsel, men fokus er flyttet over på forældrene, som fagpersonen mener er de ansvarlige. Altså problemer i hjemmet.

Det handler ifølge fagpersoner om, at forælderene ikke ser deres barn rigtigt. Sætter ikke nok grænser. Er pylrede og forkæler barnet. De mener at barnet styrer familien. De mener så meget... - forkert.

Når der indløber en underretning til kommunen, (ofte uden familien er blevet bekendt med det, førend der er brev i postkassen fra kommunen) mødes familien med mistro og den der med "de dårlige forældre". Der kører mange sager, der kunne have været undgået, hvis de såkaldte fagpersoner var bedre til at se forældrene som barnets primær personer og er lyttede og støttende. Ofte er det ganske små tiltag der skal justeres for at barnet trives udenfor hjemmet. Ofte vil forståelse være nok.

Mange familier med særligt sensitive børn lever med disse underretninger som fast følgesvend, samt denne medfølgende mistro hele vejen rundt. Samtidig er det en ulige kamp man som forældre kæmper for, at støtte sit barn bedst muligt. Det gør ondt at se sit barn dagligt overstimuleret, utryg, ked, rasende, frustreret, angst og i sidste ende syg af aldrig at blive behandlet korrekt og anerkendt for den de er som person i deres daglige timer.

Hvad sker der, når barnet er for meget syg ifht de andre?

Så laves der igen underretninger på stribe pga bekymring for barnets trivsel.

I hjemmet selvfølgelig!

En ting er at man sender EN bekymrings skrivelse, men når man selv er den direkte årsag til både barnets og familiens mistrivsel, så hjælper det intet tværtimod, at fortsætte dette underretningsvanvid.

Der underrettes gerne fortløbende, trods der allerede er afsluttet en § 50 (børnefaglig undersøgelse) på kommunen, som afdækker hele familiens ressource kompetancer eller mangel på samme. Incl en forældreevne undersøgelse.

Trods sagen er kørende eller afsluttet og handleplan er iværksat, underrettes fortløbende fx fravær pga. sygdom. Tænker man virkelig som fagperson at dette støtter og hjælper barnet og familien? Eller kan man ikke tænke sig til, hvordan det påvirker og stresser både barn og familie, at skulle undgå mere fravær, hvilket bare gør barnet syg igen? 

Skal man virkelig som forældre presse sit barn afsted - syg - for at undgå disse underretninger? Er det egentlig at være en god forældre? En forældre det beskytter sit barn og tager vare på barnets behov. En grøft mellem barn og forældre kan nu opstå. Det er et problem der er skabt af fagpersoner uden forældrene har indflydelse på det. Det kan udvikle sig til, at barnet føler mistillid til andre voksne og i værste tilfælde også mistillid til forældrene. Barnet føler sig heller ikke forstået og beskyttet hjemme...  mere. 


Noget tyder på at uanset hvilke sanser, der er de berørte hos barnet, er det vigtigste 6. sansen. Det med STEMNING. Den god stemning. Men hvordan skal en familie opretholde den gode stemning, når barnet kommer hjem overstimuleret dag efter dag. Sammen med kampen mod alt og alle i barnets dag. Det tapper familien så meget, at den gode stemning er svær at finde. Den kan ikke ageres for særligt sensitive føler og ser lige igennem andre. De ved besked. Angsten for nabo underretninger hos forældrene, når der hver eftermiddag og aften skriges pga. overbelastning? De skæve blikke der modtages i opgange? De familier der havde det fint til at starte med, men ikke blev hørt eller taget seriøst udvikler nu mistrivsel. Forældrene fratages mere og mere forældre rollen, samtidig med, der forventes at der tages forældre ansvar!

Stærke ressource familier køres ned systematisk over den årrække dette kan stå på.

Hvorfor ikke bare lytte til forældrene inden det hele kører af sporet?

At åbne forældre intra er efterhånden så nervepirrende, at der skal tages tilløb, og det giver med det samme dårlig mave, med beskeder i indbakken. Det samme gælder postkassen, der kun tømmes på en dag med overskud til nedbrud.

Dette giver absolut ingen mening!

Hvad er idéen i at lave bekymrings underretninger på børn der allerede er i systemet, allerede er i behandling, er i udredning, er tilknyttet lægebehandling, er tilknyttet hospital?

Mon ikke snart vi skulle stoppe denne hetz mod familier med særligt sensitive børn? Tage fat i egen barm, vende brillerne og se på sin egen andel, inden man smider barnet og familien ud over bjergkanten til det uendelige dyb.

Hvad med noget efteruddannelse, så disse fagpersoner bliver i stand til at varetage 100 % af de børn de påberåber sig at være ambassadører for?

Så kunne vi også slippe for "mor diagnose" problemet

Og den med "MOR ER IKKE SAMARBEJDSVILLIG", den ville jo også være helt overflødig, eftersom det er fagpersonen selv der ikke er samarbejdsvillig.

Ressourcerne ville kunne bruges på de børn, der virkelig har et behov og midlerne være til rådighed. For helt ærligt ved jeg ikke, hvad man forventer der kommer ud af en underretning. Alle tiltag er sparet væk, og det handler kun om at forældrene skal bevise deres uskyld.... hvis de kan. Kan de ikke, så ser fremtiden sort ud for barnet.

Er dette fair?

Er det ikke mere en bekymring, at vi som forældre burde have over, at vores børn ikke får det andre børn gør. At de dagligt sendes afsted til en dag, hvor de selv skal kunne kæmpe sige igennem?


Med det samme vil jeg undskylde overfor de fagpersoner, der faktisk ved noget. Det gør de ofte kun fordi de selv har et særligt sensitivt barn, eller fordi de har haft et ønske om at lære mere. 

Men som forældre ønsker man, at uanset hvilke personer vi skal afleverer vores guld til, så er det til mennesker, der er uddannede til at varetage børnenes dagligdag og trivsel.... også VORES børn!

Det er ofte forbundet med flovhed, skam og følelsen af at være en dårlig forældre at blive underrettet til kommunen. STOP med det. Det er ikke familien den er gal med i de her tilfælde. Det er systemet. Stå frem over den uhørte urimelige behandling af os og vores børn <3



Ulla Jensen
ORKIDEBØRN.DK
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...